
Cheføkonom i Dansk Metal, Erik Bjørsted, mener, at manglen på arbejdskraft har åbnet døren for mange på kanten af arbejdsmarkedet. Derfor er langtidsledigheden og antallet af kontanthjælpsmodtagere historisk lavt. - Foto: Marie Schmidt Appel / Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og pressefoto fra Dansk Metal.
Ny undersøgelse: Der er hård kamp om arbejdskraften
En ny survey fra STAR viser, at der fortsat er udfordringer med at finde ny arbejdskraft. Men manglen har haft en positiv effekt på beskæftigelsen blandt marginaliserede grupper, mener cheføkonom.
Udgivet: 11/04/2024
Der er store udfordringer med at rekruttere nye medarbejdere på det danske arbejdsmarked.
Det bekræfter en ny rekrutteringssurvey, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) netop har udgivet.
Samlet var der i perioden fra juni til november 2023 problemer med at finde arbejdskraft i 22 procent af rekrutteringsforsøgene. Det svarer til godt 86.000 rekrutteringer. I ca. 46,5 procent af rekrutteringsforsøgene, måtte arbejdsgiveren helt opgive at finde en ny medarbejder.
Andelen af forgæves rekrutteringer er faldet lidt i forhold til det sidste survey, hvor andelen var på 24 procent. Men generelt er der fortsat hård kamp om arbejdskraften i Danmark, lyder det fra cheføkonom i Dansk Metal, Erik Bjørsted.
”Kampen om arbejdskraften er fortsat benhård. For hver ledig stilling er der ikke engang tre arbejdsløse, og selvom stadig flere udbyder deres arbejdskraft, har arbejdsgiverne svært ved at finde nye medarbejdere. Det er selvfølgelig frustrerende for arbejdsgiverne, men for lønmodtagerne betyder det, at der kommer mere i lønposen”, siger Erik Bjørsted i en skriftlig udtalelse.
”Når der er rift om arbejdskraften, stiger markedsprisen på arbejdskraften - præcis som vi kender det i supermarkedet, når der er mangel på en bestemt vare. Hvis arbejdsgiverne skal tiltrække nye medarbejdere, må de derfor øge lønnen og tilbyde bedre arbejdsforhold,” uddyber Erik Bjørsted.
Lønstigningerne er da også taget til og er aktuelt de højeste i 35 år.
”Den hårde konkurrence om arbejdskraften har medvirket til, at lønstigningerne på det private arbejdsmarked nu er de højeste i 35 år. Men det er også nødvendigt, hvis købekraften skal genskabes ovenpå prisernes himmelflugt i 2022,” siger Erik Bjørsted.
Manglen på arbejdskraft har også medført, at flere på kanten af arbejdsmarkedet er kommet i arbejde, og det skal vi kun være glade for, mener Erik Bjørsted.
”Mange fra kanten af arbejdsmarkedet er kommet i arbejde. Derfor er langtidsledigheden og antallet af kontanthjælpsmodtagere historisk lavt. Og der har heller aldrig før været så mange indvandrere i arbejde som i dag. Det er et gigantisk socialpolitisk fremskridt, som næppe havde været muligt, hvis ikke arbejdsgiverne havde været tvunget til at kigge i alle hjørner af arbejdsmarkedet efter arbejdskraft.”
Sidst opdateret: 11/04/2024 - 08:17










































