Dina Raabjerg kom i Folketinget på en trist baggrund, men er umådelig glad for sit nye ordførerskab.

Dina Raabjerg kom i Folketinget på en trist baggrund, men er umådelig glad for sit nye ordførerskab. - Foto: Det Konservative Folkeparti.

K's nye ordfører: "Jeg vil sætte nogle aftryk på den nye beskæftigelsesindsats"

Nyindtrådte Dina Raabjerg har i forskellige sammenhænge haft med sit ordførerområde at gøre og ser frem til forhandlingerne om erstatningen for jobcentrene.

Udgivet: 19/03/2024

Mads Brandsen

Journalist

Del artiklen:

Ofte ender det ikke med de store ordførerskaber, når man som Dina Raabjerg (K) indtræder i en folketingsgruppe midt i valgperioden. Men den konservative folketingsgruppe valgte at give hende posten som beskæftigelsesordfører. 

“Det er jeg ualmindeligt glad for. Det kom lidt bag på mig, at jeg fik så vigtigt et ordførerskab. Det er jeg meget beæret over, for det er et enormt vigtigt område,” siger hun til NB-Beskæftigelse.

Siden KV21 har hun været medlem af byrådet i Ikast-Brande, som er en af de kommuner i Danmark med den højeste andel af privatansatte. 

“Det er utroligt vigtigt i mit lokalområde og i hele Vestjyllands Storkreds, at virksomhederne er i stand til at tiltrække den rigtige arbejdskraft. Det havde jeg også stort fokus på i min valgkamp, hvor jeg var rundt og tale med mange virksomheder. Jeg glæder mig til at dykke yderligere ned i området,” siger Dina Raabjerg.

Tirsdag er det præcis en uge siden, hun blev valgt til posten, men området er ikke helt nyt for hende. For år tilbage var hun som økonomichef i den daværende Sydthy Kommune med til at forberede kommunalreformen og overtagelsen af beskæftigelsesområdet, men hun har også arbejdet som kundechef i KMD, der leverede it-systemerne til beskæftigelsesforvaltningerne i kommunerne.

Blå bog: Dina Raabjerg (K)

Dina Raabjerg

Født 1971 i Brande

Uddannet økonom fra Aalborg Universitet i 1996 og har desuden gennemført 1. år af masteruddannelsen i offentlig administration samme sted 2004-2005

Byrådsmedlem i Ikast-Brande siden 2022

Medlem af Folketinget fra 3. marts 2024. Beskæftigelsesordfører, it- og digitaliseringsordfører, energi- og forsyningsordfører, ligestillingsordfører.

Senior digital programme lead, Per Aarsleff A/S, 2023-2024
Forretningsudvikler, Systematic, 2016-2023
Chief commercial officer, Alexandra Instittuttet, 2013-2016
Kundechef, afdelingsleder og senior manager i KMD, 2007-2013

Kilde: Folketinget

Nu ser hun frem til at følge, hvad der sker med beskæftigelsesområdet fremover. Kendt er det, at jobcentrene skal nedlægges, som vi kender dem, men hvad der ellers skal ske, er uvist.

“Jeg vil have fokus på, hvordan vi får en bedre effekt og hvordan vi kan understøtte, at virksomhederne får den arbejdskraft, de har brug for. Jeg vil følge det meget tæt og prøve at sætte nogle konservative aftryk”, siger Dina Raabjerg, der lægger vægt på, at medarbejderne i et nyt system skal have plads til at bruge deres faglighed. 

Hun vil dog ikke love, at hun vil bide sig fast i forhandlingsbordet - men:

“Jeg vil følge det så tæt som muligt, og jeg glæder mig til at kaste mig ind i debatten og forhandlingerne,” siger hun. 

Dina Raabjerg blev medlem af Folketinget som førstesuppleant efter Søren Pape Poulsen, der døde tidligere på måneden. 

Sidst opdateret: 19/03/2024 - 11:25

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]