Deltagere ved Beskæftigelsestræf: 'Sådan får vi alle med i arbejdsfællesskabet'

Det årlige beskæftigelsestræf i Odense havde i år fokus på udsatte på kanten af arbejdsfællesskabet. NB-Beskæftigelse spurgte en række deltagere, om alle udsatte bør have en jobrettet indsats.

Udgivet: 07/03/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunale topfolk på beskæftigelsesområdet var tirsdag samlet i Odense til det årlige Beskæftigelsestræf under titlen 'Fra kanten til fællesskabet'.

Her var det centrale tema, hvordan flere udsatte personer på kanten af arbejdsmarkedet kan få foden indenfor og blive en del af de seneste års solide fremgang - heriblandt de næsten 43.000 unge mellem 15 og 24 år, der ingen tilknytning har til hverken uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet.

NB-Beskæftigelse benyttede anledningen til at spørge nogle af deltagerne, hvor meget gruppen fylder i deres kommune.

Marianne Ellehauge - Faglig konsulent i Sygedagpenge- og jobafklaring i Slagelse Kommune

“Vi har i min tid aldrig haft så stor en tilgang af unge mennesker på sygedagpenge, som vi har lige nu. Vi får dem tidligere og tidligere nu. Flere af dem er stort set kun lige fyldt 18 år, når de kommer til os, efter at de måske har været ude i deres første job, hvor de er blevet sygemeldte.”

Hvad skyldes det?

"Den primære årsag er psykiske diagnoser. Det er vel tilfældet for 9 ud af 10."

Hvad tænker du om, at regeringen har lagt op til, at de mest udsatte skal ud af beskæftigelsessystemet. Er det den rigtige vej at gå, som du ser det?

“Nej, jeg synes, man skal bevare et jobrettet fokus. Jo længere tid mennesker er væk fra et beskæftigelsesrettede fokus, jo sværere vil det være for dem at komme tilbage. Så hvis man isolerer dem, vil det også være mere fremmed for dem. Så jeg synes, man skal lave en tværfaglig indsats for dem - hvor det beskæftigelsesrettede fokus fortsat indgår.”

Pernille B Stouby - Gruppeleder i Morsø Kommune

Hvor meget fylder de unge uden job og uddannelse i jeres arbejde?

“Ekstrem meget. Som alle andre kommuner forsøger vi at få knækket kurven, og i den forbindelse har vi faktisk lige lavet et nyt tiltag. Vi har lavet en ny ungeindsats, hvor vi har samlet vores ungdomsskole og ungevejledning i den kommunale ungeindsats."

"Jeg kommer selv fra jobcentret, og inden sammenlægningen var jeg leder for uddannelsesvejlederne, så vi får fortsat et tæt samarbejde i den nye konstellation."

"Baggrunden er, at vi har måttet konstatere, at vi tidligere ikke lykkedes godt nok, og at vi derfor har tabt nogle af de unge mennesker på perronen, fordi de har en række komplekse problemstillinger."

Fik du læst?

Ny vej til arbejdsmarkedet for udsatte unge mænd - Jobcenter Aarhus flyttede ud i skoven

"Men vi ved også, at problemerne begynder et andet sted. Vi har også et skolevæsen, som er nødt til at begynde at tænke anderledes omkring de unge mennesker. Der skal skabes nogle forhold, så de kan trives i skolen. Vi taler inklusion hele tiden, men der sker det modsatte. Derfor er vi simpelthen nødt til at få en dialog med lærerne om, hvad der kan gøres for, at disse børn i højere grad kan trives i skolen."

Hvad tænker du om, at regeringen har lagt op til, at de mest udsatte skal ud af beskæftigelsessystemet? Er det den rigtige vej at gå, som du ser det?

"Der er ingen tvivl om, at det jobrettede fokus kan være godt for nogle. Et arbejde kan også være vejen til en uddannelse. Jeg tror, man er nødt til at se det som 'både-og' i stedet for 'enten-eller'. Vi skal have nogle flere strenge at spille på. Vi er simpelthen nødt til hele tiden at fokusere på, hvad vi lykkes med, og hvad der virker.

Arnaud Quéré, fagkonsulent i Lyngby Taarbæk Kommune

"I Lyngby er vi lige nu i gang med en omorganisering, som går ud på at flytte vores indsats for unge ind i vores center for social indsats."

"Vi har en forholdsvis svag målgruppe, som har vist sig at være svagere, end vi troede, da vi lavede den oprindelige konstruktion, og det er baggrunden for, at vi nu har et større fokus på den sociale indsats for disse mennesker."

Hvad tænker du om, at regeringen har lagt op til, at de mest udsatte skal ud af beskæftigelsessystemet? Er det den rigtige vej at gå, som du ser det?

“Jeg synes altid, man skal have en beskæftigelsesrettet ambition i en eller anden form. Jeg har arbejdet på området i 18 år, og jeg kan komme i tanke om mange sager, hvor man nærmest havde opgivet det fokus. Men ofte kan det være små ting, der gør, at de alligevel kommer tilbage på arbejdsmarkedet."

"Jeg er af den overbevisning, at man har det bedst som menneske, når man er beskæftiget og føler sig nyttig."

Fik du læst?

Analyse: Revolutionen af beskæftigelsesindsatsen har lange udsigter

Sidst opdateret: 07/03/2024 - 15:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]