Jens-Kristian Lütken (V) beskæftigelses- og integrationsborgmester foreslår, at ufaglærte udenlandske borgere fra tredjeverdenslande bosat i Sverige skal kunne tage arbejde i Danmark. Borgmester Benedikte Kiær (K) fra Helsingør mener modsat, at det ikke er et behov i hendes kommune.

Jens-Kristian Lütken (V) beskæftigelses- og integrationsborgmester foreslår, at ufaglærte udenlandske borgere fra tredjeverdenslande bosat i Sverige skal kunne tage arbejde i Danmark. Borgmester Benedikte Kiær (K) fra Helsingør mener modsat, at det ikke er et behov i hendes kommune. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Borgmestre uenige om ufaglært arbejdskraft fra tredjelande

Arbejdsløse udlændinge fra tredjelande bosat i Sverige skal have lov til at tage arbejde i Danmark, mener V-borgmester. Helt uenig, siger K-borgmester, som i stedet mener, at der er behov for uddannet arbejdskraft.

Udgivet: 08/02/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester rejste for nylig en debat i Børsen. Han ønsker, at arbejdsløse udlændinge fra tredjelande, der har fået opholdstilladelse i Sverige, skal have lov at komme til Danmark og arbejde.

Der er behov for ufaglært arbejdskraft i både butikker og caféer, lyder det fra borgmesteren.

"Vi mangler arbejdskraft i København, og vi mangler det i den grad inden for hotel, rengøring, caféer og andre ufaglærte jobs. Vi har været med til at arrangere jobmesser i Malmø, og der har vi oplevet, at der dukker rigtig mange op, men fordi de kun har svensk opholdstilladelse og ikke statsborgerskab, så må de ikke arbejde i Danmark. Det synes vi jo er helt absurd, når der er relativt mange arbejdsløse i Sverige, som gerne vil arbejde, men det kan de ikke få lov til på grund af de gældende regler," siger Jens-Kristian Lütken til NB-Økonomi.

Udfordringen i København med mangel på arbejdskraft kunne være relevant for alle de kommuner, som ligger tæt på eller har et tæt samarbejde med Sverige. Derudover kunne det være med til at løse en arbejdsløshedsudfordring for Sverige, slår den københavnske borgmester fast. Men i Helsingør Kommune, mener borgmesteren ikke, at der er behov for ufaglært arbejdskraft. Virksomhederne efterspørger faglært, siger Benedikte Kiær (K).

"Jeg har ikke selv hørt, at det var noget, virksomhederne skulle efterspørge heroppe i Helsingør, men det vil jeg da spørge dem om. Lige umiddelbart, så kan jeg ikke se, at det er noget, der ville kunne løse vores udfordringer, at udlændinge fra tredjelande med opholdstilladelse i Sverige kan tage ledige job her i kommunen," siger Benedikte Kiær og henviser til, at virksomhederne i Helsingør efterspørger uddannet arbejdskraft.

Der er ingen planer om at lempe reglerne

Udlændinge- og integrationsministeriet oplyser, at borgere bosat i Sverige fra tredjeland har mulighed for at søge om en grænsependlerarbejdstilladelse, hvor de skal opfylde en beløbsordning og en positivliste for at få tilladelse til at arbejde i Danmark.

Men ufaglærte kan ofte ikke leve op til blandt andet beløbsordningen, da lønnen er for lav i ufaglærte jobs.

"En tredjelandsstatsborger, der ønsker at arbejde i Danmark, skal dermed opfylde de samme betingelser, uanset om vedkommende ønsker at bo i Danmark eller i et andet land, f.eks. Sverige. Der er fortsat ikke aktuelle planer om at lempe adgangen til at arbejde i Danmark for tredjelandsstatsborgere, der bor og har opholdstilladelse i et andet land, herunder i Sverige,” skriver ministeriet til NB-Økonomi.

Jens-Kristian Lütken understreger, at det alene handler om at give tilladelse til at arbejde i Danmark. Han kan godt forstå, at det ikke skal være muligt at få opholdstilladelse og bo i Danmark. Derfor er han uforstående over for ministeriets kommentar.

"Det er jo ikke noget med, at fordi de skulle arbejde i Danmark, at så vil de også flytte til Danmark. De skal tage frem og tilbage over broen. Jeg forstår udmærket godt argumentet om, at vi ikke skal tiltrække udenlandsk og ufaglært arbejdskraft, som skal bo i Danmark, men når de nu allerede bor i Sverige og gerne vil arbejde i Danmark, så har jeg svært ved at se argumenterne for, at det ikke skal kunne lade sig gøre," siger Jens-Kristian Lütken. 

Sidst opdateret: 08/02/2024 - 08:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]