
Arbejdsmiljøet på en specifik afdeling på jobcenteret i Syddjurs Kommune er så dårligt, at kommunen nu har fået påbud om at forbedre det. Billedet er et arkivfoto - og stammer ikke fra Jobcenter Syddjurs - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Arbejdstilsynet skrider ind over for kritisabelt arbejdsmiljø på jobcenter
Syddjurs Kommune anerkender problemerne og arbejder på at løse det. Nu har de fået en deadline.
Udgivet: 07/12/2023
Overfusninger, skæld ud, latterliggørelse og mistænkeliggørelse.
Arbejdsmiljøet på en specifik afdeling på jobcenteret i Syddjurs Kommune er så dårligt, at kommunen nu har fået påbud om at forbedre det.
Det skriver TV2 Østjylland.
33 ud af 36 interviewede ansatte og ledere svarer, at nogle ansatte i afdelingen er blevet udsat for krænkende handlinger siden januar 2023.
Derfor forsøger Syddjurs Kommune nu at rette op på problemerne.
"Det kan være svært at pege præcis på, hvad årsagen er til, at arbejdsmiljøet kommer under pres i en afdeling. I den konkrete afdeling er der både tale om, at nogle personlige relationer er gået skævt, samtidig med, at flere arbejdsgange har skullet omlægges. Det har desværre givet et presset arbejdsmiljø," lyder det i et skriftligt svar fra Tina Kjærgaard Mogensen, chef for beskæftigelse i Syddjurs Kommune til TV2 Østjylland.
En del af problemet skyldes en leders adfærd på afdelingen, men også ansatte skulle være en del af problemet, står der i afgørelsen fra Arbejdstilsynet.
Afdelingen på jobcenteret har på grund af problemerne fået et påbud fra Arbejdstilsynet om at forbedre arbejdsmiljøet inden den 15. februar næste år.
Sidst opdateret: 07/12/2023 - 11:27










































