Hyppige møder i jobcentrene gør mere skade end gavn for kontanthjælpsmodtagere.

‎

Det viser ny forskning.

Her har forskerne Michael Rosholm, Michael Svarer, Søren Albeck Nielsen og Martin Bækgaard undersøgt, hvordan intensiverede krav om fremmøde på jobcentre og fremrykket aktivering i projekterne 'Hurtigt i Gang I og II' og 'Alle i Gang' påvirkede de omfattede lediges mentale helbred på både kort og længere sigt.

"For kontanthjælpsmodtagernes vedkommende finder vi ingen beskæftigelseseffekter overhovedet. Samtidig kan vi se, at gruppens forbrug af beroligende medicin såsom antidepressiver stiger for dem, der har været med i forsøget sammenlignet med dem, som ikke har været en del af forsøget," siger Martin Bækgaard, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

De negative helbredseffekter blandt kontanthjælpsmodtagere er vedvarende og kan måles op til ti år efter indsatsen.

"For de her kontanthjælpsmodtagere gjaldt, at de havde været arbejdsløse i længere tid, og der var derfor grænser for, hvor meget man kunne fremrykke aktiveringen. En fortolkning af vores resultater er, at de intensiverede samtaler stresser dem og i nogle tilfælde måske ligefrem bidrager til depression eller angst," fortæller Martin Bækgaard.

Det er i høj grad kontanthjælpsmodtagere, som allerede forud for indsatsen modtog medicin, som ser ud til at få det værre. Deres medicinforbrug stiger med cirka 45 procent som en konsekvens af de intensiverede krav om samtaler på jobcentret i projektet 'Alle i gang'. For kontanthjælpsmodtagerne som helhed steg forbruget med 33 procent.

"Det er særligt sårbare mennesker, som ser ud til at få et skub, så de kommer ud over grænsen. Det er særligt dem, som driver den negative effekt," siger Martin Bækgaard.

Han mener, at resultaterne er med til at dokumentere, at der er behov for et opgør med one-size-fits-all tilgangen, når et nyt beskæftigelsessystem skal indrettes.

"Det er ikke nødvendigvis en effektiv eller særlig god måde at gøre det på. De mere positive effekter i studierne finder vi kun blandt dagpengemodtagerne, der har flere ressourcer," siger Martin Bækgaard.

"Når det gælder de mest udsatte, er de negative effekter både skidt for de enkelte, ligesom det er skidt for samfundet. Derfor skal vi overveje, om nogle af disse mennesker slet ikke hører til i beskæftigelsessystemet, fordi det er urealistisk for flere, at de kommer i arbejde. Det er i hvert fald en overvejelse værd," mener han.

Resultaterne er præsenteret for ekspertgruppen

Tilbage i oktober præsenterede Martin Bækgaard og de tre medforfattere resultaterne af forskningsprojektet for regeringens nedsatte ekspertgruppen, der til sommer skal komme med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesystem.

Her kom de med en række anbefalinger på baggrund af forskningen.

1) For det første er det vigtigt, at regler og krav kommunikeres i så simpel en form som muligt for at gøre dem let tilgængelige for alle borgere.

2) For det andet kan fleksibilitet i, hvordan krav konkret udmøntes, have betydning.

3) For det tredje peger resultaterne i retning af, at der kan være et potentiale i at differentiere indsatser og krav, fordi forskellige målgrupper reagerer vidt forskelligt på dem afhængigt af deres overskud og ressourcer.

4) For det fjerde indikerer undersøgelserne, at det er vigtigt, at der afsættes tilstrækkeligt med ressourcer til, at jobkonsulenter og sagsbehandlere har tid og overskud til at hjælpe de arbejdsløse.

Martin Bækgaard pointerer, at foruden den manglende effektivitet, kan der være grund til at kere sig om administrative byrder, fordi de kan øge uligheden.

Administrative byrder opleves nemlig ikke i samme grad af alle borgere. Studier har vist, at mindre ressourcestærke borgere typisk har vanskeligere ved at håndtere de barrierer, som de møder i kontakten med det offentlige.

Om forskningen: