
Den nuværende SVM-regering med statsminister Mette Frederiksen (S) og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i spidsen påtænker at forringe vilkårene for fleksjobbere yderligere, skriver Lisbeth Riisager Henriksen. - Foto: Privat og Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Forfatter: Regeringen fortsætter ti års usaglig diskrimination af mennesker med handicap
DEBAT: Regeringen vil med to nye lovforslag på beskæftigelsesområdet forringe vilkårene for arbejdstagere i fleksjob yderligere.
Udgivet: 05/12/2023
Af Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag. og forfatter
I 2012 gennemførte den daværende SRSF-regering og Folketinget en reform – eller rettere: kæmpestore forringelser – af lovgivningen om førtidspension og fleksjob.
For så vidt angår fleksjob, bestemte daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og forligspartierne bag reformen, det vil sige SRSF-regeringen, Venstre, Konservative og Liberal Alliance, at mennesker med nedsat arbejdsevne ikke fortsat skulle have en fast løn for hver brugt arbejdstime ligesom deres kolleger, når de blev ansat i nye fleksjob efter 1. januar 2013.
De bestemte også, at arbejdsgiverne ikke længere skulle kompenseres for fleksjobberes nedsatte produktivitet og/eller arbejdstid med et tilskud fra kommunen. Nu skulle fleksjobbere alene lønnes af arbejdsgiveren for, hvilken intensitet og produktivitet, arbejdsgiveren og kommune vurderede, at de kunne arbejde med, suppleret med et direkte kommunalt tilskud på en brøkdel af dagpengesatsen. Det er til en vis grad at betragte som løndumping.
Det er også usaglig diskrimination. Arbejdstagere i fleksjob er gået fra at være ligeværdige lønmodtagere på arbejdsmarkedet til at være uligeværdige b-arbejdstagere og permanente sociale klienter i det offentlige system frem til pensionsalderen. Det er en ydmygelse, nedværdigelse og devaluering af dem og deres værdi på arbejdsmarkedet, og mange fleksjobbere fik efterfølgende nedværdigende vilkår at arbejde under.
Fagbevægelsens Hovedorganisation beskriver således i et høringssvar 25. september, at deres medlemsorganisationer i det hele har ”... set tydelige forringelser af fleksjobberes løn- og ansættelsesvilkår efter at inddragelsen af de faglige organisation[er, red.] forud for etableringen af fleksjobbet blev skrevet ud af lovgivningen i 2013.”
De skriver, at medlemsorganisationerne ”... oplever groteske forhold, hvor fleksjobbere med kommunens godkendelse skal møde ind 12 timer om ugen, men kun får løn for 15 minutter, hvor planlægning af dagens arbejde ikke aflønnes eller hvor deltagelse i personalemøder aflønnes med nedsat løn for fleksjobberen, men med fuld løn for alle andre.”
Derudover gør de opmærksom på, at de fleste fleksjobbere er stærkt begrænsede i forhold til muligheder for at skifte arbejde, i forhold til transport og i forhold til at få opfyldt deres skånebehov. De er også afhængig af kommunens godkendelse, når de skal etablere et nyt fleksjob. Derfor er de dårligt stillede i forhold til selv at forbedre deres løn- og arbejdsvilkår.
Bryder Handicapkonventionen
Den nuværende lovgivning bryder efter min bedste vurdering allerede Handicapkonventionens artikel 27. Her står der blandt andet, at deltagerstaterne skal sikre og fremme virkeliggørelsen af retten til arbejde ved at tage passende skridt, herunder gennem lovgivning, til blandt andet at forbyde diskrimination på grund af handicap. Der står også, at deltagerstaterne skal beskytte retten for personer med handicap til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår på lige fod med andre, herunder lige muligheder og samme vederlag for arbejde af samme værdi.
Alt dette skrev jeg allerede om i høringssvar, mails til beskæftigelsesministeren og forligspartier, debatindlæg og artikler i 2012, og jeg har skrevet om det mange gange og til skiftende ministre siden da.
Men Mette Frederiksen og beskæftigelsesministre i skiftende regeringer siden hende har alligevel valgt ikke at iagttage Handicapkonventionen her. De har stort set ikke lempet lovgivningen, så den respekterer forpligtelserne i forhold til konventionen.
Løndumping af fleksjobbere på arbejdspladser uden overenskomst
Den nuværende SVM-regering med statsminister Mette Frederiksen (S) og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i spidsen påtænker at forringe vilkårene for fleksjobbere yderligere.
De vil ændre lovgivningen, så arbejdsgivere ikke længere behøver at følge sammenlignelige overenskomster på området i forhold til arbejdstagere, der arbejder i fleksjob på arbejdspladser uden overenskomst. Det fremgår af et lovforslag, som blev 1.behandlet af Folketinget 23. november.
FH påpeger, at det har været et knæsat og generelt princip for beskæftigelse på støttede vilkår helt tilbage fra 1930’erne, at ”... der skal ydes overenskomstmæssige vilkår – også ved beskæftigelse på ikke-overenskomstdækkede arbejdspladser.” Derfor tager de anstød af den påtænkte ophævelse af dette princip for lige præcis fleksjobbere efter 2013-lovgivningen.
3F, HK, FOA, BUPL og Danske Handicaporganisationer har ligeledes advaret om, at den her omtalte del af det nye lovforslag vil betyde statsunderstøttet løndumping.
Det er også min mening, at denne forringelse vil bryde yderligere med Handicapkonventionen. Det har jeg skrevet direkte til Beskæftigelsesministeren i en mail 11. november og til Folketingets beskæftigelsesudvalg samme dato. Udvalget har 15. november bedt beskæftigelsesministeren kommentere min henvendelse. Svaret afventer jeg stadigvæk.
På baggrund af den massive kritik over for denne del af lovforslaget har Ane Halsboe-Jørgensen i december meddelt beskæftigelsesudvalget, at hun har fremsat et ændringsforslag til lovforslaget, således at delen om fleksjobberes lønvilkår udskydes til et senere selvstændigt lovforslag. Når ændringsforslaget 2.behandles 14. december og 3.behandles 19. december i Folketinget, vil den kritiserede del altså ikke være en del af det.
Det er altid noget, at forringelsen indtil videre udskydes. Men om det senere lovforslag så reelt vil modvirke de påtænkte forringelser, har jeg til gode at se.
Tyveri af arbejdsskadeforsikring
Et andet lovforslag vil forringe fleksjobberes retsstilling ved arbejdsskadesikring. Det drejer sig om regler om såkaldt tabsbegrænsningspligt for personer, der er visiteret til fleksjob. I dag er der ingen sanktioner i lov om arbejdsskadesikring til tilskadekomne, der er visiteret til fleksjob og modtager ledighedsydelse. Men regeringen vil indføre et nyt sanktionsregime.
Efter lovforslaget skal en tilskadekommen, der modtager ledighedsydelse, og som har fået en sanktion fra kommunen og mistet ledighedsydelsen i en periode, herudover skæres i sin løbende erstatning for erhvervsevnetab.
Denne sanktion vil fratrække 10 procent af erstatningen fra fleksjobberen i den periode, som sanktionen fra kommunen varer. Lovforslaget udmønter en aftale om et nyt arbejdsskadesikringssystem fra september 2022 indgået af den daværende S-regering, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet.
Enhedslisten har allerede forsøgt at ændre lovforslaget, men dette blev nedstemt i Folketinget.
Der er planlagt 2.behandling af dét lovforslag 5. december og 3.behandling 7. december. Hvis regeringen kommer igennem med dette, vil det forringe arbejdsskadesikringen for fleksjobbere på ledighedsydelse, som, kommunen vurderer, ikke opfylder de nye betingelser for at udnytte deres restarbejdsevne mest optimalt. Det vil også forringe arbejdsskadesikringen for personer i ordinære deltidsjob.
Institut for Menneskerettigheder har vurderet, at dette vil forringe både fleksjobberes og midlertidigt deltidsansattes retsstilling og udbetalte arbejdsskadeforsikring. De pointerer endvidere, at lovforslaget vil komme til at ramme kvinder uforholdsmæssigt hårdt og også derved er problematisk.
Tag forringelserne af bordet
Jeg skylder også at nævne, at regeringen faktisk planlægger en enkelt forbedring af lovgivning, der påvirker arbejdstagere i fleksjob. Det drejer sig om kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste.
Praksis har i nogen tid været, at fleksjobbere kun kompenseres for lønnen, men ikke for fleksløntilskuddet, når de er på fuld tabt arbejdsfortjeneste. Det skyldes en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som – i strid med lovens intention – ikke tolker fleksløntilskuddet som en lønindtægt.
Journalist Kristina Viktoria Ditlev har gjort et stort og ihærdigt arbejde for at gøre regeringen opmærksom på den uretfærdige forvaltning af reglerne, og regeringen har lyttet til hende. Den vil således med det førstnævnte lovforslag også etablere den retstilstand, som den oprindelige fleksjobreform egentlig tilsigtede på området. Det er godt.
Men ellers er der desværre fortsat brug for kamp imod usaglig diskrimination af arbejdstagere i fleksjobsystemet.
Jeg opfordrer Ane Halsboe-Jørgensen til at tage den planlagte nye forringelse af fleksjobberes rettigheder i forhold til arbejdsskadesikring af bordet. Jeg opfordrer hende også til med sit udskudte lovforslag om fleksjobberes rettigheder i forhold til løn på arbejdspladser uden overenskomst at rette det, så fleksjobbere sikres overenskomstmæssig løn.
Og så opfordrer jeg hende til at lempe den eksisterende fleksjoblovgivning, så den kommer til at leve op til Handicapkonventionen. Det har mennesker med handicap allerede ventet på i 11 år.
Jeg opfordrer også Folketingets øvrige medlemmer og medierne til at have opmærksomhed på, hvad SVM-regeringen laver: Tag afstand fra det, når diskrimination er farven på det politiske resultat.
Sidst opdateret: 07/12/2023 - 16:27










































