I JobCAMP-debatten deltog forbundsformand for HK Danmark Anja C. Jensen, vicedirektør i Dansk Industri Steen Nielsen og formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S), Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Sólbjørg Jakobsen og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

I JobCAMP-debatten deltog forbundsformand for HK Danmark Anja C. Jensen, vicedirektør i Dansk Industri Steen Nielsen og formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S), Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Sólbjørg Jakobsen og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). - Foto: Dorthe Lehm Jensen, KL.

Minister stod for skud i JobCAMP-debat: 'Lukning af jobcentrene er et stort bluffnummer'

Fremtidens beskæftigelsesindsats var til debat på KL’s JobCAMP, hvor der var bred enighed om, at der er behov for et grundigt opgør med bureaukrati, og at jobcentrene er langt bedre end deres rygte.

Udgivet: 14/11/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Den aktive beskæftigelsesindsats var til debat på årets JobCAMP, hvor fremtidens indsats blev diskuteret. Her kom beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i skudlinjen.

Regeringens planer om at spare tre milliarder kroner og lukke jobcentrene blev mødt med hovedrysten.

For det er i virkeligheden et stort bluffnummer, mener Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Sólbjørg Jakobsen.

"Jeg synes, regeringen burde gå ud og undskylde, at de har sagt, at jobcentrene skal nedlægges," sagde hun.

Sólbjørg Jakobsen ærgrer siger over det ry, jobcentrene har fået, som hun mener, regeringen er medskyldige for.

Hun er enig i, at der kan spares på indsatsen, men i stedet for at fastlægge en besparelse på forhånd, mener hun, at fokus bør være på, hvordan indsatsen kan blive mere enkelt og tillidsbaseret.

Men Ane Halsboe-Jørgensen gav ikke en undskyldning, ligesom hun fastholdte, at jobcentrene skal nedlægges.

"Når vi siger det på den måde, er det for at sende et ret klart signal om, at vi ikke bare kradser i overfladen. Men det er ikke det samme, som at vi ikke har dygtige medarbejdere, der også skal være der i morgen. Det betyder heller ikke, at vi ikke har en kommunalt forankret aktiv beskæftigelsesindsats i morgen. Det har vi," fastslog beskæftigelsesministeren.

Ifølge hende handler det om at fastlægge et ambitionsniveauet i forhold til at nytænke indsatsen.

Sólbjørg Jakobsen påpegede omvendt, at mange ikke forstår regeringens retorik, når den fastslår, at jobcentrene skal lukkes. Ifølge hende handler det i virkeligheden om at score nogle billige point hos folk, der har set sig sure på jobcentrene.

Voldsom indpakning

I debatten deltog også forbundsformand for HK Danmark Anja C. Jensen, vicedirektør i Dansk Industri Steen Nielsen og formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S).

Sidstnævnte blev spurgt, om regeringens bebudede besparelser på tre milliarder ikke kan ses som en gave for kommunerne.

De tre milliarder er måske det, der skal til, for at forstå, at der skal tages anderledes hårdt fat i den afbureaukratisering, som kommunerne har råbt om så længe?

"Det er en lidt voldsom indpakning til en god gave," svarede Peter Rahbæk Juel.

"Det er en voldsom ramme at fastslå, at vi skal spare omkring 30 procent af udgifterne til beskæftigelsesområdet. Det er ikke, fordi vi ikke mener, at det kan gøres billigere. Men vi så gerne, at vi fik sået alle de gode ideer og fik dem til at gro, inden vi begyndte at høste frugterne. Det er lidt omvendt rækkefølge, at man lige kører høstmaskinen henover markerne på forhånd," lød det fra videre fra Rahbæk Juel.

I debatten var der generelt enighed om, at bureaukratiet på beskæftigelsesområdet har taget overhånd, og at der er behov for en kraftig oprydning.

Men ifølge Anja C. Jensen snakkede man også afbureaukratisering, da hun som medlem af en kommunalbestyrelse deltog på JobCAMP for omkring 10 år siden.

"Siden Poul Schlüter har politikere talt om, at vi skal gøre op med bureaukratiet, og så kommer der én enkelt sag, og så indfører man nye regler. Så der skal lyde en opfordring til, at vi rent faktisk får gjort noget ved det denne gang," lød det fra HK's formand.

Kerneopgaven i jobcentrene fylder mindst

Steen Nielsen mener, at den tætte indsats mellem jobcentrene og virksomheder fungerer godt i dag.

"Der er en rigtig god indsats for dem, der er tæt på arbejdsmarkedet. Den opgave synes jeg, jobcentrene løser rigtig godt," sagde Steen Nielsen.

Men ifølge vicedirektøren i Dansk Industrien er kerneopgaven blevet den del på beskæftigelsesområdet, som der bruges færrest ressourcer på.

"Jobcentrene har fået pålagt en masse nye opgaver, som fylder mere og mere, og som i virkeligheden ikke drejer sig om dem, der er tættest på arbejdsmarkedet. Så hvis der skal spares tre milliarder, synes jeg, man skal kigge på det," sagde Steen Nielsen.

"Men vi skal selvfølgelig ikke ende der, hvor vi helt holder op med at hjælpe de udsatte borgere, for de har også gavn af at komme ud i virksomhederne i småjobs," tilføjede han.

Sidst opdateret: 14/11/2023 - 13:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]