
Rekordmange flygtninge er i arbejde
Mere end hver anden i flygtningegruppen er i arbejde, viser en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Udgivet: 07/11/2023
Det er gået markant fremad med beskæftigelsen i de senere år, og det er også kommet flygtninge til gode.
Mere end hver anden i flygtningegruppen er nu i arbejde, viser en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Tilbage i 2016 var kun omkring 15 procent af flygtningegruppen, som består af flygtninge og familiesammenførte, i arbejde. Udviklingen er imidlertid vendt, og i juni 2023 var rekordmange flygtninge i beskæftigelse svarende til 55 procent.
Aftalen betød blandt andet, at alle flygtninge skulle mødes som jobparate og hurtigt modtage en virksomhedsrettet indsats, samtidig med at de skulle modtage danskundervisning. Derudover blev integrationsuddannelse (IGU) indført, der kombinerer et ordinært ansættelsesforhold med danskuddannelse og målrettet opkvalificering. Det har bidraget til, at andelen af flygtninge i arbejde er mere end tredoblet siden 2016.
Flere flygtninge i arbejde har givet et løft i beskæftigelsen og delvis afhjulpet virksomhedernes rekrutteringsudfordringer, hvor manglen på medarbejdere har været stigende i hele perioden.
Fra 2016 til 2023 er beskæftigelsen steget med næsten 275.000 fuldtidspersoner. Flygtninge med asyl som opholdsgrundlag udgør kun omkring 0,5 procent af beskæftigelsen i 2023, men alligevel har flygtningene stået for 4 procent af beskæftigelsesstigningen i perioden, svarende til 11.000 personer.
Stigningen har været særligt stor inden for transport, hvor flygtninge med asyl som opholdsgrundlag står for 23 procent af stigningen, men også inden for industri, handel, hoteller og restauranter samt rengøring har flygtninge bidraget til en stor del af beskæftigelsesfremgangen.
Sidst opdateret: 09/11/2023 - 10:18










































