
Der er størst udfordringer med at finde medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen og i hotel- og restaurationsbranchen - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Stigende rekrutteringsudfordringer: 40.900 forsøg førte ikke til ansættelser
En ny undersøgelse fra STAR peger på en mindre stigning i forgæves rekrutteringsforsøg.
Udgivet: 05/10/2023
Det seneste halve år har der været 40.900 forgæves rekrutteringer til job, og derudover har der været 45.500 rekrutteringsforsøg, hvor kandidaten ikke levede op til arbejdsgivernes ønsker.
Det opgør en ny undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
I alt oplevede virksomhederne dermed udfordringer i 86.400 rekrutteringer i perioden december 2022 til maj 2023.
Det svarer til, at 11 procent af virksomhedernes rekrutteringsforsøg endte med at stillingen ikke blev besat. Det er et procentpoint højere end rapporten fra juni 2023.
12 procent af virksomhedernes rekrutteringsforsøg blev besat med en ny medarbejder, som ikke havde alle de ønskede kvalifikationer. Samlet var der dermed udfordringer i knap 23 procent af arbejdsgivernes rekrutteringsforsøg. Det er ligeledes et procentpoint højere end rapporten fra juni 2023.
Der er variationer mellem de enkelte regioner i den forgæves rekrutteringsrate, som lavest i Region Vestjylland og størst i Region Sjælland.
Samtidig er der også store forskelle mellem branchernes rekrutteringsudfordringer.
De er på landsplan størst inden for landbrug, hotel og restauration samt bygge og anlæg og lavest inden for undervisning.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
Sidst opdateret: 05/10/2023 - 10:18










































