Af Ditte Brøndum, næstforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening.

I år havde vi socialrådgivere glæden af at byde velkommen til 2075 nye socialrådgiverstuderende. Det er altid en glædens dag, når en ny generation med ønsket om at engagere sig i det sociale arbejde, begynder på studiet i slutningen af august. Men for tredje år i træk blandes glæden i år med en alvorlig bekymring, for der er simpelthen ikke nok socialrådgivere til at dække behovet både nu og i fremtiden.

Manglen på arbejdskraft påvirker de fleste brancher, men noget tyder på, at den især har bidt sig fast hos os, der arbejder med mennesker primært i den offentlige sektor.

Under et besøg på en af socialrådgiveruddannelserne talte jeg med en række af de glade dimittender, der var kommet igennem studiet. Her blev jeg overrasket over, hvor mange der havde valgt at læse direkte videre på en kandidatuddannelse.

Af alle dem, jeg talte med, var det faktisk kun en enkelt, der skulle ud at søge et socialrådgiverjob. Det forstår jeg godt, for med en kandidatuddannelse følger typisk højere løn og pension, samt et job med mindre risiko for stress og nedslidning. Men det er en katastrofe for kommunerne, socialrådgiverne og de udsatte mennesker, der har brug for vores hjælp og støtte.

Praktikerne mangler

Jeg vil gerne slå fast, at vi har brug for dygtige akademikere, der forstår, underviser og forsker i socialt arbejde og udsatte menneskers vilkår. Socialområdet skal udvikles i et samspil mellem praksis og forskning, men ligesom en arkitekts tegninger af et hus kun kan bruges, hvis der er håndværkere til at bygge huset, har forskning i socialt arbejde kun værdi, hvis der er mennesker til at udføre den i praksis. Og dem - praktikerne - mangler.

For mange af de dimittender, jeg talte med, virkede et job som socialrådgiver uoverskueligt, primært på grund af hårde arbejdsvilkår. Og det er ikke blot noget, dimittenderne forestiller sig – det er desværre virkeligheden for alt for mange socialrådgivere: Vi er den næstmest stressede faggruppe i Danmark, hver fjerde socialrådgiver på børneområdet skifter job inden for et år, næsten halvdelen af dem overvejer at søge helt væk fra området.

Det er en negativ spiral: De uddannelsessøgende søger professioner med prestige og gode arbejdsvilkår, som til gengæld kun bliver værre i fag med færre og færre studerende.

Det siger sig selv, at færre dygtige kollegaer betyder større travlhed og mindre faglig sparring, som igen går ud over kvaliteten og dermed fagets omdømme – ikke mindst når det som i vores fag handler om meget komplekse problemstillinger, der kræver en høj faglighed.

Når der uddannes færre socialrådgivere, sker der to ting: Der bliver ansat flere ufaglærte, og arbejdsmængden vokser. Dette udvander selvsagt fagligheden i praksis, og det betyder ringere forebyggelse og behandling af sociale problemer.

Kernen i enhver socialrådgivers praksis er det hele menneske. Vi er uddannet til at forstå og håndtere kompleksitet. Det betyder, at vi ikke reducerer det enkelte menneske til en sygdom eller et socialt problem, men har blik for både udfordringer, ressourcer, omgivelser og livssituation.

Kommunernes økonomi presser sagsbehandlingen

Derfor har vi også en bred viden om både socialt arbejde, psykologi, samfundsfag og jura, som er helt afgørende for at hjælpe udsatte børn og voksne og udføre korrekt sagsbehandling. En sagsbehandling, der desværre er stærkt presset af kommunernes hårdt prøvede økonomi.

Vores faglige viden om sociale problemer og vores engagement i borgerne giver os en særlig tilgang til arbejdet. For den enkelte borger og samfundet er det helt afgørende med socialrådgivere, som både kan lave et godt stykke arbejde, men også råbe vagt i gevær, hvis indsatsen er utilstrækkelig eller strider mod lovgivningen. De borgere, vi arbejder med, har ofte særdeles svært ved at tale deres egen sag. Derfor spiller vi som socialrådgivere en vigtig rolle i at sikre, at deres rettigheder og behov anerkendes og imødekommes.

Hvis de stærke faglige miljøer helt forsvinder, vil mange sociale problemer blive opdaget så sent eller håndteret så uhensigtsmæssigt, at det vil få uoverskueligt store konsekvenser. Især når det drejer sig om familier og børn, som lever under vanskelige eller usikre forhold.

Fraværet af socialrådgivere vil desuden pålægge andre professionelle som læger, sygeplejersker, lærere og jurister en større byrde, fordi de ikke længere kan trække på vores socialfaglighed, når de har med udsatte mennesker at gøre.

Det er helt afgørende, at politikere og ledere på alle niveauer får øjnene op for fagligheden på socialområdet og behovet for fagligt stærke socialrådgivere. Det begynder med bedre løn og - især - arbejdsforhold, så de kommende årgange kan se sig selv i dette ekstremt meningsfulde og vigtige arbejde.

Den indsats skal starte NU, så den negative spiral stoppes, og borgerne får hjælp og en retfærdig behandling. Det er afgørende for den enkelte, men også for vores velfærdssamfund, at sociale problemer løses så effektivt og medmenneskeligt som muligt.