"Ordningen gør det mere økonomisk attraktivt at uddanne sig til faglært, selvom man er midt i livet med forpligtelser," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om uddannelsesløftet på 110 pct. dagpenge, som er nu er blevet genindført for resten af året.

"Ordningen gør det mere økonomisk attraktivt at uddanne sig til faglært, selvom man er midt i livet med forpligtelser," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om uddannelsesløftet på 110 pct. dagpenge, som er nu er blevet genindført for resten af året. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Regeringen genindfører ret til uddannelsesløft: 'Håber, det er sidste lappeløsning'

Et flertal af Folketinget har genindført retten til uddannelsesløft på 110 pct. dagpenge året ud. Men hos landets største fagforbund 3F savner man en mere langsigtet tænkning.

Udgivet: 06/06/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Fra 1. juli har man igen ret til at påbegynde en erhvervsuddannelse inden for brancher med mangel på arbejdskraft og modtage 110 procent af sin hidtidige dagpengesats, hvis man er over 30 år og er ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse.

Det har et flertal i Folketinget sørget for til gavn for den enkelte ledige og til gavn for arbejdsmarkedet og virksomhederne, som mangler kvalificerede hænder, mener beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)

"Ordningen gør det mere økonomisk attraktivt at uddanne sig til faglært, selvom man er midt i livet med forpligtelser. Det, håber jeg, vil give flere mod på at vælge den faglærte vej og i sidste ende bidrage til fx flere kolleger på plejehjemmene og flere hænder på de mange industriarbejdspladser rundt i landet," siger beskæftigelsesminister i en pressemeddelelse.

Savner langsigtet tænkning

Det er særdeles positivt, at et flertal i Folketinget nu har genoplivet uddannelsesløftet, mener 3F. Men landets største fagforbund savner en mere langsigtet tænkning. Det skyldes, at uddannelsesløftet kun gælder året ud.

"Det giver da et stort smil på læben, at Folketinget har genindført retten til uddannelsesløft på 110 procent dagpenge. En ordning, der til vores store skuffelse udløb i 2022 uden at blive forlænget, men mit smil blegner lidt, da ordningen kun bliver genindført for 2023. Jeg vil opfordre regeringen til at følge op med en permanent bevilling på finansloven for 2024," siger Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, i en pressemeddelelse.

Han bakkes op af Eva Obdrup, forretningsfører for 3F's a-kasse.

"Jeg synes, det er ærgerligt, at regeringen fortsætter denne vaklen omkring ordningen. Den har været en stor succes, men det fulde potentiale bliver begrænset af den korte genindførsel. Det kunne undgås, hvis man havde lyttet til 3F og gjort uddannelsesløftet permanent, men det kan nås endnu," siger hun.

Uddannelsesløftets korte genopstandelse bliver samtidig svækket af, at udvalget af uddannelsesmuligheder er blevet reduceret med 33 procent.

"Det er en noget forkølet genindførsel, hvor de ledige slet ikke har det samme udvalg af uddannelser, som de havde sidste år. Så ikke nok med, at man kun genindfører ordningen for et halvt år, så har man også reduceret mulighederne for de ledige," siger Eva Obdrup.

Retten til uddannelsesløft på 110 pct. dagpenge bliver genindført den 1. juli 2023 og vil gælde resten af 2023.

Sidst opdateret: 06/06/2023 - 12:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]