Den 53-årige økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiner  fra Københavns Universitet er sat i spidsen for den ekspertgruppe, som om et år til at komme med konkrete bud på en reform af beskæftigelsesindsatsen

Den 53-årige økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiner fra Københavns Universitet er sat i spidsen for den ekspertgruppe, som om et år til at komme med konkrete bud på en reform af beskæftigelsesindsatsen

Han advarede mod nedskæringer i jobcentrene: Nu skal han finde milliardbesparelser

Claus Thustrup Kreiner er sat i spidsen for den ekspertgruppe, som skal nytænke beskæftigelsesindsatsen. Han har tidligere advaret mod regeringens milliardbesparelser på jobcentrene, som han nu skal finde.

Udgivet: 01/06/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

“Det er en utrolig spændende opgave,” siger økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiner, der netop er blevet sat i spidsen for den ekspertgruppe, der skal nytænke fremtidens beskæftigelsesindsats.

‎

Han har fået et år til at komme med konkrete bud på en reform, som skal føre til større frihed for både sagsbehandlere og ledige, en forenkling af reglerne, mere værdighed, og hvor ledige kommer hurtigere i arbejde. Samtidig skal udgifterne reduceres med tre milliarder kroner i 2030 - cirka en fjerdedel af udgifterne på jobcentrene.

Kreiner lægger heller ikke skjul på, at det er en stor mundfuld.

“Vores flexicurity model er enormt vigtig, og jeg tror stort set alle er enige om, at den er en stor succes. Den skal vi virkelig værne om, og her spiller den aktive beskæftigelsesindsats en afgørende rolle. Det skal man gå til med forsigtighed,” siger Claus Thustrup Kreiner til NB-Beskæftigelse.

Han har tidligere advaret om, at man bør tænke sig særdeles grundigt om, inden man kaster sig ud i store besparelser i beskæftigelsesindsatsen, sådan som regeringen ønsker.

“Rammer de ønskede besparelser på jobcentrene de dele, der bidrager til et velfungerende arbejdsmarked, kan den ønskede arbejdsudbudseffekt af lavere skatter meget vel udeblive,” skrev tidligere overvismand Michael Svarer og Claus Thustrup Kreiner i en fælles kronik i Jyllands-Posten i december kort før SVM-regeringen blev en realitet.

Advarslen fastholder han i dag.

“Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at det her ikke bare er en spareøvelse. Det handler om at gentænke hele beskæftigelsesindsatsen,” siger Claus Thustrup Kreiner til NB-Beskæftigelse.

Når det er sagt, er det vel en væsentlig del af opgaven at finde besparelser for tre milliarder kroner?

“Det er et vilkår, og derfor vil vi også komme med bud på, hvor de kan findes. Men det handler også om at tænke i, hvad der virker, og hvad der kan optimeres. Det er jo et bureaukratisk tungt område, og der kan formentlig frigøres nogle ressourcer ved at komme det til livs.”

"Ledige er en meget sammensat gruppe, og derfor skal vi ud af den her 'one-size fits all' tankegang," siger Claus Thustrup Kreiner.

Danmark er det land inden for OECD, der bruger mest på den aktive beskæftigelsesindsats. Det har Svarer og Kreiner sammen beskrevet i et internationalt økonomisk tidsskrift.

Derfor er det ifølge Claus Thustrup Kreiner dog også fornuftigt, løbende at vurdere, om de offentlige kroner anvendes effektivt.

Skal bygge ovenpå Reformkommissionens arbejde

Ekspertgruppen skal inddrage Reformkommissionens anbefalinger, som netop har udgivet en rapport om voksne og unge på kanten af arbejdsmarkedet.

Det fremgår af et kommissorium for det kommende arbejde.

“Vi skal inddrage Reformkommissionens arbejde, og det vil vi selvfølgelig gøre. Men vi kommer til at bygge ovenpå med en samlet plan for, hvad man kan gøre på beskæftigelsesområdet,” fortæller Claus Thustrup Kreiner.

”Reformkommissionen har haft et særligt fokus på udsatte borgere, hvor vi vil have et bredere fokus.”

Mindre erfaren på beskæftigelsesområdet

Claus Thustrup Kreiner er uddannet økonom eller mere præcist cand.polit fra Københavns Universitet, hvor han slår sine folder som professor på Økonomisk Institut. Her er han grundlægger og leder af et grundforskningscenter ved navn Center for Economic Behavior and Inequality.

Netop på beskæftigelsesområdet er han dog mindre erfaren, og på den baggrund er valget af ham som formand for ekspertgruppen blevet kritiseret.

“Det er korrekt, at det ikke er mit hovedområde, som er bredere offentlige finanser, ligesom jeg har arbejdet med adfærdsøkonomi. Begge dele er dog relevant for det kommende arbejde, og derfor er jeg relativt bredt funderet til opgaven,” siger Claus Thustrup Kreiner.

“Når jeg ikke selv er specialiseret beskæftigelsesøkonom, glæder jeg mig over, at vi har andre i gruppen som har stor detailviden på beskæftigelsesområdet, og det gælder både akademisk og praktisk viden.”

Læs også:
Forsker i skarp kritik af ekspertgruppe: ‘Det ligner mest af alt en stor spareøvelse’

Claus Thustrup Kreiner har ikke lyst til at gå yderligere ind i kritikken af sammensætningen af ekspertgruppen, hvor fire ud af seks medlemmer er økonomer.

“Det er ikke mig, der har sammensat gruppen. Derfor må det være beskæftigelsesministeren, der skal svare på kritikken.”

“Men det er vigtigt for mig at sige, at vi har flere eksperter med, som kommer med et praksiskendskab, ligesom både Iben Bolvig og Michael Rosholm har stor ekspertise som forskere på området. Derfor synes jeg også, at vi er forholdsvis bredt sammensat,” siger Claus Thustrup Kreiner.

Ekspertgruppen skal afrapportere til regeringen senest i juni 2024. Kommissoriet for arbejdet kan læses her.

Ekspertgruppens medlemmer

  • Claus Thustrup Kreiner, professor i økonomi og leder af grundforskningscenteret CEBI ved Københavns Universitet
  • Iben Bolvig, ph.d. i økonomi og seniorforsker ved VIVE
  • Jakob Egholt Søgaard, ph.d. i økonomi og adjunkt ved Københavns Universitet
  • Michael Rosholm, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
  • Peter Karm, kommunaldirektør i Haderslev Kommune
  • Vibeke Jensen, forvaltningschef, beskæftigelsesområdet i Aarhus Kommune

Følgegruppens medlemmer

  • Borgerrådgivere fra Ballerup Kommune og Randers Kommune
  • Dansk Arbejdsgiverforening
  • Dansk Socialrådgiverforening
  • Danske A-kasser
  • Fagbevægelsens Hovedorganisation
  • HK Kommunal
  • Kommunernes Landsforening
  • Marselisborg, privat leverandør
  • Rådet for Socialt Udsatte

Sidst opdateret: 01/06/2023 - 11:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]