
En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne ofte bryder loven, når de trækker kontanthjælpsmodtagere i deres ydelse for ikke at stå til rådighed for job - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Minister indkaldt til samråd efter fejl i sanktioner mod kontanthjælpsmodtager
I stikprøveundersøgelsen træffer kommuner ulovlige afgørelser i 85 procent af sager om skærpet rådighedssanktion. Nu bliver beskæftigelsesministeren kaldt i samråd.
Udgivet: 16/05/2023
En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne ofte bryder loven, når de trækker kontanthjælpsmodtagere i deres ydelse for ikke at stå til rådighed for job eller den kommunale aktiveringsindsats.
Det skriver DR.
En del fejl består i, at kommunerne ikke forholder sig til, om der kunne være en god forklaring på, at kontanthjælpsmodtagerne ikke er mødt op til samtaler på jobcentret. Andre fejl er, at kommunerne ikke begrunder sanktionerne tilstrækkeligt.
Professor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen mener, at sagerne bør omgøres, og det bakker partierne Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti op om.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) afviser at landets kommuner skal genvurdere alle sager. I første omgang skal de kun genoptage de sager, der er med i Ankestyrelsens undersøgelse, siger hun til DR.
"Der er en klar forpligtigelse til, at hvis man fra kommunal side bliver opmærksom på, at der er truffet en forkert afgørelse, så skal man få kigget på sagen igen."
Det er dog ikke nok for Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez. Hun vil nu kalde ministeren i samråd.
Sidst opdateret: 16/05/2023 - 12:23










































