Af Karina Sørensen, HK's talperson på beskæftigelsesområdet.

‎

NB Beskæftigelse bragte 11. maj en artikel om den ekspertgruppe, som beskæftigelsesminister Ane Halboe-Jørgensen har varslet, og formanden for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg efterlyser inddragelse af det, han kalder hverdagens eksperter.

Så hvem er egentlig ekspert, og hvordan får man de mest nyttige synspunkter i spil i forhold til at videreudvikle en beskæftigelsesindsats, som er til nytte for både borgere, virksomheder og samfundet i sin helhed?

Det nemmeste for mig som medarbejder i ”systemet” og talsperson for den faglige organisation med de fleste medarbejdere beskæftiget, ville jo være at sige, at jeg er eksperten, men jeg vil prøve at give et bud på en ekspertsammensætning uden at sætte mit eget navn på listen.

Jeg vil dog godt sætte medarbejderrepræsentanterne på listen. Jeg holder med Peter Rahbæk Juel i, at det er vigtigt med hverdagens eksperter. En hvilken som helst reform af så stort et velfærdsområde skal implementeres for at virke.

For mig vil en repræsentation af virkeligheden kræve repræsentation fra HK, der som sagt er den største faglige organisation på området - og KL som arbejdsgiversiden. Dansk Socialrådgiverforening er en næsten lige så stor spiller på området, så hvis der skal sættes navne på, så vil Pia Lund Jeppesen, Peter Rahbæk Juel og Signe Færch være gode kommisionsmedlemmer.

Så er der den anden store gruppe af hverdagseksperter: borgerne. Her bliver det lidt mere tricky, for der findes ikke på samme måde oplagte repræsentanter her. En del borgere er repræsenteret i faglige organisationer. Andre er organiseret i patient- eller handicaporganisationer. Jeg kommer ikke her til at sætte navnene lige så let på. Men de faglige organisationer og patient- og handicaporganisationer kunne være oplagte repræsentanter. Sind har leveret et kritisk blik på, hvad det kan gøre ved mennesker at føle sig som kastebold i systemet, og det kunne sagtens give mening at have den form for kritisk blik med i arbejdet.

Den sidste store gruppe af hverdagsforbrugere af jobcentrene er de danske virksomheder. Jeg har selv haft fornøjelsen af at høre vicedirektør fra Dansk Arbejdsgiverforening Erik Simonsen ved forskellige lejligheder, men der kunne sikkert også tænkes i andre navne som repræsentant for virksomhederne, og måske skal både private og offentlige virksomheder repræsenteres.

Rekrutteringsudfordringerne på fremtidens arbejdsmarked omhandler både manglende erhvervsuddannede til industrien og manglende velfærdsuddannede til det offentlige, og fremtidens beskæftigelsesindsats skal kunne levere ind på begge områder.

Så kommer vi til de mere klassiske eksperter: økonomer, vismænd, forskere osv. Og selvfølgelig skal de også med.

Noget af den nyeste forskning leveres af CUBB, og her har jeg selv som fagprofessionel oplevet det sjældne at kunne genkende mit eget arbejde deres forskning. Leif Tøfting Kongsgaards ph.d. om beskæftigelsesfaglighed kunne også være interessant at få repræsenteret, og selvfølgelig skal der også være økonomer med i ekspertgruppen som fx økonomiprofessor fra Aarhus Universitet Michael Svarer, der også ved flere lejligheder har bevist, at han på dette område ikke ville starte fra Adam og Eva - men er godt inde i materien.

Den sidste gruppe, der kunne være interessant at få repræsenteret ind i et ekspertudvalg om fremtidens beskæftigelsesindsats er indsatsens nærmeste samarbejdspartnere: uddannelsesinstitutioner, a-kasser, private leverandører/aktører og sundhedsvæsnet.

Her støder man igen på den udfordring, at hvor a-kasserne er godt organiseret og har en oplagt talsperson, så har de private aktører ingen samlende forening, og hvis man ser på undervisningsbranchen fra folkeskole til og med universiteterne, så har de heller ingen samlende figur, men med det nuværende store fokus på unge i eller på vej til en erhvervsskole, så kunne en repræsentant for erhvervsskolerne eller FGU måske være på sin plads.

I forhold til sygemeldte i kontakt med jobcentrene, så er de privatpraktiserende læger vigtige nøglepersoner, så der er også her ekspertviden at hente om både den gode og den problematiske vej tilbage i arbejdslivet.

Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, så er beskæftigelsesindsatsen en af krumtapperne i velfærdssamfundet, og derfor vil der være mange naturlige interessenter, når ministeren skal sammensætte sin ekspertgruppe, og mit håb til ekspertgruppen vil først og fremmest være, at man udvælger deltagere med en forudgående viden.

Ved siden af dem, der ved noget, findes der også mange, der synes noget om beskæftigelsesindsatsen, men de hører i mine øjne ikke til i en ekspertgruppe. Her tæller kun viden.