Står det til Enhedslistens Pelle Dragsted formand for SF Pia Olsen Dyhr skal seniorpensionen ikke være fortid. Tværtimod. På arbejdernes internationale kampdag forslog de to partier at retten til seniorpension omvendt udvides.

Står det til Enhedslistens Pelle Dragsted formand for SF Pia Olsen Dyhr skal seniorpensionen ikke være fortid. Tværtimod. På arbejdernes internationale kampdag forslog de to partier at retten til seniorpension omvendt udvides. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Slaget om de slidte danskeres pension fortsætter: Røde partier vil udvide seniorpension

Mens Regeringen åbner for et kompromis om afskaffelsen af seniorpensionen, foreslår Enhedslisten og SF nu at udvide feltet af borgere, der kan benytte ordningen.

Udgivet: 04/05/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Striden om seniorpension er blevet en alvorlig politisk hovedpine for regeringen.

Efter hård kritik af planerne om at afskaffe den populære tilbagetrækningsordning åbnede statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig for at finde et kompromis.

Regeringen er parat til at sætte sig til forhandlingsbordet sammen med arbejdsmarkedets parter og diskutere ordninger, der skal sikre nedslidte danskere en vej ud af arbejdsmarkedet.

Det skal ske med oprettelsen af en permanent trepartsinstitution, hvor regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter løbende forhandler om vigtige emner.

Men står det til SF og Enhedslisten skal seniorpensionen ikke være fortid. Tværtimod. På arbejdernes internationale kampdag forslog de to partier at retten til seniorpension omvendt udvides.

Som det er nu, må man maksimalt have en arbejdsdygtighed på 15 timer. Det skal hæves til 18 timer, så flere kan blive omfattet af ordningen. Man skal fortsat have en lægeerklæring.

"Er du nedslidt, skal du simpelthen have muligheden for at forlade arbejdsmarkedet. Det giver ro for den enkelte og deres familier, men det er også en god vej for samfundet, fordi ellers ender folk i kontanthjælpssystemet eller lignende. Og der kan vi ikke finde løsningerne, siger Pia Olsen Dyhr til Avisen Danmark.

Seniorpensionen, som blev indført i 2020, står i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen til at blive afskaffet i sin nuværende form.

I stedet skal den lægges sammen med Arne-pensionen til en Arne-plusordning, hvilket vil betyde, at Arne-pensionen sættes op til omkring 15.000 kroner om måneden.

Til gengæld afskaffes seniorpensionen, som giver op til 19.700 om måneden, og som samtidig har den ordning, at den kan tildeles tre år tidligere end den forbedrede Arne-ordning.

Ifølge SF og Enhedslistens beregninger vil deres forslag koste 480 millioner kroner årligt. Det vil de to partier finansiere ved at spare en halv milliard kroner på diverse erhvervsstøtteordninger, skriver Avisen Danmark.

Sidst opdateret: 04/05/2023 - 13:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]