
Professor i socialret ved Aalborg Universitet, John Klausen.
Nye tal fra Ankestyrelsen: Her begår jobcentrene oftest fejl
Mere end halvdelen af sagerne under to paragraffer blev sidste år omgjort af Ankestyrelsen. Professor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen forklarer, hvor det typisk går galt hos kommunerne.
Udgivet: 30/03/2023
Kommunerne begik sidste år flere fejl på beskæftigelsesområdet end året før.
I hvert fald hvis man kigger på den såkaldte omgørelsesprocent hos Ankestyrelsen, som i 2022 lå på 26 procent mod 20 procent året før for et udvalg af de paragraffer, hvor der oftest sker fejl.
Særligt to områder skiller sig ud ved, at der blev begået fejl i mere end hver anden sag, som Ankestyrelsen behandlede sidste år.
Det gælder flekslønstilskud (§§ 123-125) og ledighedsydelse (§§ 74-77b) til ledige fleksjobbere, hvor omgørelsesprocenten er henholdsvis 54 procent og 57 procent.
Det kommer ikke bag på John Klausen, at kommunerne har svært ved at anvende reglerne for fleksjobbere.
"Der har været store problemer med fejlberegninger og genoptagelser af sager, når det kommer til flekslønstilskud. Det skyldes, at der ofte ikke bliver sagsbehandlet tilstrækkeligt systematisk, ligesom den høje omgørelsesprocent vidner om, at kommunerne har svært ved at anvende reglerne korrekt," fortæller han til NB-Beskæftigelse.
Personer ansat i fleksjob får løn fra arbejdsgiveren for det arbejde, der er udført. Lønnen suppleres med et fleksløntilskud fra kommunen. Men fastlæggelsen af den fleksjobansattes lønindtægt, som kommunen bruger til at beregne fleksløntilskuddet, giver anledning til mange fejl.
En typisk fejl er ifølge John Klausen, at sagsbehandleren indberetter et beløb i systemet, men når der så sker ændringer af borgerens løn, bliver det ikke rettet. En anden typisk fejl sker, når kommunen skal vurdere, om en indtægt skal betragtes som lønindtægt og dermed skal indgå ved beregningen, eller der er tale om en arbejdsfri indtægt, som ikke skal indgå.
Når det gælder ledighedsydelsen er det nogle af de samme problematikker, som går igen ifølge John Klausen.
"Reglerne for hvilke indtægter der skal modregnes ledighedsydelsen, og hvilke der ikke skal, er forholdsvis kompliceret, og der er ofte en tendens til, at kommunerne modregner det hele," forklarer professoren.
I det hele taget bør man som fleksjobber være på vagt.
"Det er ret risikabelt at være fleksjobber, må man sige. De ydelser man får er med ret stor sandsynlighed behæftet med fejl. Der er mange fleksjobvisiterede, der ikke kan gennemskue beregningerne, som de får fra kommunen. Der er derfor mange fejl, som ikke bliver opdaget, og hvor borgeren heller ikke klager," siger John Klausen.
NB-Beskæftigelse har fået socialrådgiver og debattør Maj Thorsen og professor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen til at udvælge ti paragraffer, som ifølge dem er mest i vælten på beskæftigelsesområdet.
Sidst opdateret: 30/03/2023 - 12:30










































