
Peter Rahbæk Juel, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg og Jakob Bigum Lundberg, landsformand for foreningen for kommunale velfærdschefer forstår begge, at et flertal af landets byrådsmedlemmer mener, at ‘De mest udsatte skal helt ud af beskæftigelsessystemet’.
Tre ud af fire byrådsmedlemmer: De mest udsatte skal ud af jobcentrene
Tre ud af fire byrådsmedlemmer mener, at de mest udsatte fremover skal helt ud af beskæftigelsessystemet, viser en ny rundspørge. Det overrasker ikke landsformanden for Kommunale Velfærdschefer eller formanden for KL's arbejdsmarkedsudvalg.
Udgivet: 23/03/2023
Der skal tages bedre hånd om de mest udsatte ledige, som skal helt ud af beskæftigelsessystemet.
Det svarer tre ud af fire byrådsmedlemmer i en rundspørge foretaget af NB-Kommune, der viser, at medlemmerne bakker op om regeringens linje på området.
Helt præcist har 311 byrådsmedlemmer svaret på spørgsmålet: 'Af grundlaget for SVM-regeringen fremgår, at de mest udsatte fremover skal helt ud af beskæftigelsessystemet. I stedet skal de have en bredt funderet indsats med afsæt i det enkelte menneskes konkrete udfordringer. Er det i dine øjne den rette vej at gå?', og 76,5 procent af besvarelserne erklærer sig enige.
Det overrasker ikke Jakob Bigum Lundberg, landsformand for foreningen for kommunale velfærdschefer og direktør i Næstved Kommune.
"Jeg kan godt forstå ønsket om, at de mest udsatte skal ud af beskæftigelsessystemet. Når det er sagt, er det utrolig vigtigt, at vi drøfter afgrænsningen meget nøje," siger han til NB-Beskæftigelse.
"Tager man et beskæftigelsesperspektiv fra et menneske, har det en stor betydning," tilføjer Jakob Bigum Lundberg.
Derfor venter der ifølge Bigum et stort arbejde, inden de mest udsatte mennesker kommer helt ud af beskæftigelsessystemet, som SVM-regeringen ønsker.
Artiklen fortsætter under figuren.
Indsatsen har ikke været god nok for de mest udsatte
Peter Rahbek Juel (S), borgmester i Odense Kommune og formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg, forstår også godt, at et flertal mener, at de mest udsatte skal ud af jobcentrene. Ifølge ham har jobcentrenes indsats over for de mest udsatte ikke været god nok.
”Jeg er helt enig i, at der er en mindre gruppe af meget udsatte ledige, som har været en del af beskæftigelsessystemet i mange år, og som vi ikke får hjulpet godt nok i dag. De har brug for en anden tilgang, og det arbejde vil vi meget gerne bidrage konstruktivt til fra kommunernes side."
"Samtidig er det vigtigt, at vi også har et jobrettet fokus i indsatsen, når og hvis det er aktuelt for den enkelte. Fordi rigtig mange udsatte borgere drømmer om at være en del af fællesskabet på en arbejdsplads, der passer til dem, og det skal vi hjælpe dem med – men i en anden og bedre ramme, end vi har mulighed for at gøre det i dag,” skriver Peter Rahbek Juel til NB-Beskæftigelse.
Arbejdsmarkedet er det store fællesskab
Regeringen vil sikre, at flere bliver en del af det fællesskab, som arbejdsmarkedet er, fremgår det af regeringsgrundlaget fra december. Målet skal være at styrke deres muligheder for et bedre og mere værdigt liv og skabe en vej ind i fællesskabet.
Det er langt fra nyt, at arbejdsmarkedet beskrives som det store fællesskab. Det var netop baggrunden fleksjobreformen fra 2013, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) gennemførte, påpeger Jakob Bigum Lundberg.
"Reformen kom på baggrund af en udbredt forargelse over, at vi førtidspensionerede mennesker under 40 år. Men det var med en vis rette, synes jeg. For vi skal holde fast i, at al viden peger på, at det at have et beskæftigelsesperspektiv og en tilknytning til arbejdsmarkedet, er rigtig sundt. Det er vejen til det sunde liv. Ikke blot økonomisk - men også sundhedsmæssigt," fortæller han.
Fleksjobreformen betød blandt andet, at der blev indført ressourceforløb, der skal få syge borgere tættere på job. Dette for at sikre, at folk ikke blev parkeret på permanent offentlig forsørgelse, hvis der var udsigt til, at de kunne komme til at arbejde."Jeg har sådan set været tilhænger af ressourceforløb. For mange udsatte handler det om tid - og ikke nødvendigvis mange indsatser - der betyder noget. Hvis de mødes af en bred vifte af tilbud, bliver det for manges vedkommende overvældende, og mere end de kan klare. Mange har simpelthen brug fra tålmodighed i indsatsen snarere end det er en fratagelse af beskæftigelsesperspektivet. For langt de fleste mennesker vil gerne være til nytte," forklarer Jakob Bigum Lundberg.
"Det synes jeg, at vi bør have et større fokus på, og det håber jeg også, at regeringen har."
Kommer de mest udsatte ud af beskæftigelsessystemetet, mener Bigum, at de skal mødes af en kombination af sociale og sundhedsmæssige tilbud.
Milliardbesparelser vil få konsekvenser
I rundspørgen foretaget af NB-Kommune er byrådsmedlemmerne også blevet spurgt, om regeringens bebudede milliardbesparelser kan gennemføres, uden at det får betydning for borgerne.
210 af respondenterne svarer nej til spørgsmålet: 'Nytænkning og regeringens reform skal reducere udgifterne med 3 mia. kr. årligt - fuldt indfaset i 2030. Men kan man lave så stor en besparelse på indsatsen, uden at det får betydning for borgerne?
Sidst opdateret: 27/03/2023 - 11:05
Emner: Udsatte




































