
Beskæftigelsesområdet er lige nu ramt af dobbelt turbulens, mener Lotte Bøgh Andersen, professor på Aarhus Universitet, og centerleder for Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse. - Foto: Pressefoto, Vive
Jobcentrene ramt af dobbelt turbulens: Tre gode råd til faglig ledelse
Faglig ledelse er særligt vigtigt i turbulente tider, hvor forandringerne sker hurtigt og uforudsigeligt. Professor ved Aarhus Universitet Lotte Bøgh Andersen kommer med tre gode råd til at hjælpe medarbejderne gennem jobcenterkrisen
Udgivet: 28/02/2023
Der er ikke noget at sige til, hvis arbejdsmiljøet på landets jobcentre knager en smule, hvor højt arbejdspres og indviklede reformer er en del af hverdagen.
Samtidig har både ledere og medarbejdere på beskæftigelsesområdet længe har måtte lægge øre til hård kritik af deres indsats fra både politikere og medier, mens de efter bedste evne forsøger at hjælpe udsatte borgere videre i livet.
Beskæftigelsesområdet er i virkeligheden ramt af dobbelt turbulens, mener Lotte Bøgh Andersen, professor på Aarhus Universitet, og centerleder for Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.
Det fortæller hun tirsdag på årets beskæftigelsestræf.
“Den samfundsmæssige turbulens handler om inflation og krig i Ukraine, som vi konstant hører om i medierne, mens den organisatoriske turbulens handler om den store usikkerhed, som kendetegner beskæftigelsesområdet i denne tid,” forklarer Lotte Bøgh Andersen til NB-Beskæftigelse.
Siden regering slog fast, at jobcentrene skal lukkes, har det været yderst sparsomt med oplysninger om, hvad der skal erstatte dem. Som leder kan det måske derfor være fristende at afvente yderligere svar fra politikerne.
Men det skal man ikke. Turbulensen kræver i høj grad faglig ledelse for at sikre medarbejderne motivation og mening, mener Lotte Bøgh Andersen.
“På jobcentrene er ledelsen nødt til at være fleksibel og klar til at opnå sine målsætninger på nye måder. De ting, som virkede før, virker måske pludselig ikke længere. Det kan også være svært at udvikle den relevante viden, indtil turbulensen er aftaget. Alene mediernes hårde retorik mod jobcentrene gør jo, at borgerne vil reagere anderledes i mødet med sagsbehandlerne - og i den situation er faglig ledelsen afgørende,” fortæller hun.
Faglig ledelse har til formål at skabe og indfri en fælles forståelse af faglig kvalitet inden for rammerne af de målsætninger, der er i indsatsen. Med andre ord handler det om at skabe enighed om, hvad faglig kvalitet er i jobcentrene samt sikre, at opgaveløsningen lever op til forståelsen.
“Når man har brugt en stor del af sit liv på at prøve at skabe værdi for borgerne i beskæftigelsesindsatsen, og der så kommer en politisk udmelding om, at jobcentrene skal nedlægges, så kan det få medarbejderne til at spørge sig selv, om arbejdet har givet mening. Derfor er det så vigtigt med opbakning fra ledelsen under turbulens,” siger Lotte Bøgh Andersen.
Tre vigtige aspekter ved faglig ledelse
Lotte Bøgh Andersen kommer her med tre vigtige aspekter ved faglig ledelse.
1. Overensstemmelse
Under turbulens skal der sikres overensstemmelse mellem nye målsætninger og faglige normer.
2. Videnssikring
Tænk over hvordan medarbejdernes faglighed kan udvikles, så de matcher de nye forhold.
3. Aktivering og deaktivering af normer
Blandt medarbejdere kan der både være normer, der skal aktiveres, men der kan også være normer, der skal deaktiveres.
Sidst opdateret: 28/02/2023 - 08:43










































