Beskæftigelsesordfører for Venstre Christoffer Aagaard Melson har tidligere været formand for arbejdsmarkedsudvalget i Vejle Kommune, og på baggrund af sine erfaringer er han ikke i tvivl om, at beskæftigelsessystemet bør nytænkes.

Beskæftigelsesordfører for Venstre Christoffer Aagaard Melson har tidligere været formand for arbejdsmarkedsudvalget i Vejle Kommune, og på baggrund af sine erfaringer er han ikke i tvivl om, at beskæftigelsessystemet bør nytænkes. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Venstres beskæftigelsesordfører ikke i tvivl: Frisættes jobcentre kan der spares tre milliarder

38-årige Christoffer Aagaard Melson er Venstres nye stemme på beskæftigelsesområdet. Han er ikke tvivl om, at regeringens milliardbesparelser kan findes ved at frisætte kommunerne.

Udgivet: 23/02/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Efter ni år som beskæftigelsesordfører for Venstre har Hans Andersen givet stafetten videre til Christoffer Aagaard Melson.

Området er ikke nyt for 38-årige Christoffer Aagaard Melson. I otte år sad han som byrådsmedlem i Vejle Kommune, og på baggrund af sine erfaringer er han ikke i tvivl om, at beskæftigelsessystemet bør nytænkes.

“Min egen erfaring er, at der bliver brugt enormt mange ressourcer på kontrol og regler, og det skal vi have gjort noget ved,” fastslår han.

Christoffer Aagaard Melson er heller ikke i tvivl om, at der kan spares tre milliarder, som SVM-regeringen har lagt op til, hvis man sætter kommunerne fri og giver de ledige mere medbestemmelse.

Som formand for arbejdsmarkedsudvalget i Vejle fik kommunen status som frikommune, og derfor fører han med egne ord anekdotisk bevisførelse, når han fastholder det store potentiale for besparelser, som flere forskere ellers har sat spørgsmålstegn ved.

“Vi sparede mange penge på indsatsen, og vi fik samtidig nogle gladere medarbejdere, som i højere grad blev målt på deres resultater i stedet for mærkelige procesmål, som desværre fylder alt for meget på beskæftigelsesområdet,” siger han til NB-Beskæftigelse.

Under frikommuneforsøget gjorde Christoffer Aagaard Melson derfor også, hvad han kunne for at gøre landspolitikerne opmærksomme på fordelene ved den større kommunale handlefrihed.

“Derfor glæder jeg mig selvfølgelig over, at der i regeringsgrundlaget nu er lagt op til en større frihed til kommunerne og et opgør med mange af disse tåbelige regler,” siger Christoffer Aagaard Melson.

Han blev første gang valgt til Folketinget i 2019 og var i den seneste valgperiode sit partis ordfører for Arktis, Grønland samt IT og tele. Nu overtager han så beskæftigelsesområdet fra Hans Andersen, som i stedet bliver erhvervsordfører.

Har du fået nogle gode råd med fra Hans Andersen?

“Vi har aftalt, at vi skal drikke noget kaffe, og heldigvis bliver han jo også. Han må nærmest være den, der ved mest om beskæftigelsesområdet i dansk politik, så det er selvfølgelig nogle store sko at overtage. Heldigvis er jeg sikker på, at Hans vil hjælpe mig.” siger Christoffer Aagaard Melson.

Han har været folketingsmedlem for Venstre i Sydjyllands Storkreds siden 2019 og har oprindeligt en kandidat i analytisk journalistik og en bachelor i medievidenskab fra Aarhus Universitet.

Christoffer Aagaard Melson er på barsel fra 24. marts til 15. juni. I hans fravær er tidligere Venstre-minister Eva Kjer Hansen blevet kaldt ind i hans sted.

Præsentation af nye beskæftigelsesordførere

Hver torsdag vil vi her på NB-Beskæftigelse komme raden rundt i vores præsentation af de nye beskæftigelsesordførere.

· Socialdemokratiet: Jens Joel

· Venstre: Christoffer Aagaard Melson

· Moderaterne: Jeppe Søe

· Socialistisk Folkeparti: Karsten Hønge

· Danmarksdemokraterne: Charlotte Munch

· Liberal Alliance: Solbjørg Jakobsen

· Det Konservative Folkeparti: Helle Bonnesen

· Enhedslisten: Victoria Velasquez

· Radikale Venstre: Katrine Robsøe

· Alternativet: Torsten Gejl

· Nye Borgerlige: Kim Edberg

· Dansk Folkeparti: Nick Zimmermann

Sidst opdateret: 23/02/2023 - 13:35

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]