Tårnby Kommune henter ny chef for beskæftigelse i Gladsaxe
Lise Gandløse Vestergaard bliver chef for det nyetablerede center Beskæftigelse og Borgerservice i Tårnby Kommune. Hun kommer fra en lederstilling i Gladsaxe Kommune.
Udgivet: 06/12/2022
Fra årsskiftet får Tårnby Kommune en ny organisation, og med ansættelsen af Lise Gandløse Vestergaard som chef for det nyetablerede center Beskæftigelse og Borgerservice, er den sidste brik faldet på plads.
Det skriver kommunaldirektør Morten Winge i et opslag på LinkedIn, hvor han glæder sig over tilgangen.
"Jeg er meget glad for at kunne fortælle, at vi har fundet det sidste medlem til vores hold af direktører og centerchefer til den nye organisation. Det er Lise Gandløse Vestergaard, som skal være vores nye chef for Beskæftigelse og Borgerservice – et nyetableret center, som samler borgerservice, jobcenter og vores ydelsesområde i ét center."
Lise Gandløse Vestergaard kommer fra en stilling som leder af jobcenter og indsats i Gladsaxe Kommune, hvor hun har arbejdet i mere end 12 år.
Den nye organisation i Tårnby betyder et farvel til de hidtidige fire forvaltninger i kommunen. Fremover vil der være enhedsforvaltning med en direktion og 13 centre.
Det betyder, at kommunen vil være i stand til at skabe større sammenhæng og effektivitet i sagsbehandlingen, skriver Tårnby Kommune.
Organisationsændringen kommer efter et grundigt 360 graders servicetjek, hvor 4.674 borgere, 1.137 medarbejdere, 168 ledere og 10 politikere bidrog, som mundede ud i fem anbefalinger, hvor den første og vigtigste var udvikling af en ny organisationsstruktur.
Sidst opdateret: 06/12/2022 - 13:39










































