
Omkring 80 procent af de mennesker, der modtager kontanthjælp, har andre problemer end arbejdsløshed. Derfor skal systemet indrettes på en måde, der sikrer dem den bedst mulige indsats, lyder det fra Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Nyt forslag: Syge og udsatte skal ud af jobcentre
Syge og udsatte borgere skal ud af jobcentrene og i stedet hjælpes af en ny tværfaglig enhed. Det foreslår Dansk Socialrådgiverforening.
Udgivet: 15/09/2022
Jobcentrene har i høj grad stået for skud i den indledende valgkamp, hvor politikere har kritiseret labyrintiske processer og kuldsejlede indsatser.
Men hverken Venstres forslag om at privatisere beskæftigelsesindsatsen eller regeringens massive besparelser er seriøse bud på, hvordan de store udfordringer løses.
Det mener Dansk Socialrådgiverforening, som nu foreslår en ny beskæftigelsesindsats, hvor syge og udsatte borgere ikke længere skal være tilknyttet jobcentrene.
"Det er for let for politikerne bare at skyde løs på kommuner og jobcentre. Derfor kommer vi nu med vores forslag til, hvordan vi kan sikre en indsats, der bygger på tillid til både medarbejdere og mennesker ramt af arbejdsløshed," siger Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, i en pressemeddelelse.
Fagforbundet mener, at der oprettes en ny enhed på tværs af social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, som skal sikre en bedre og mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats for de borgere, som har andre problemer end ledighed, og hvis arbejdsevne er truet.
For det andet mener Dansk Socialrådgiverforening, at der bør sikres en bedre balance mellem rettigheder og pligter. Alle på kontanthjælp skal have ret til afklaring af rette ydelse og indsats senest efter ét år, krav om at sikre borgerens medvirken i egen sag, og borgere med truet arbejdsevne får en ny ret til udviklingsfleksjob.
For det tredje mener fagforbundet, at der bør sikres en bedre vurdering af arbejdsevnen. Den skal sikre bedre retssikkerhed, et større socialfagligt handlerum og fleksibilitet.
Sidst opdateret: 15/09/2022 - 13:46




































