For nylig indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om, at siloer mellem forvaltninger i kommunerne skal brydes ned, så mennesker med komplekse problemer kan få tilbudt en helhedsplan, der dækker både social-, sundheds- og beskæftigelsesindsatser. I stedet for mange planer i forskellige forvaltninger skal der nu laves én plan for hver borger eller familie, hvor også psykiatrien og kriminalforsorgen kan inddrages.

Det er en fire år gammel politisk aftale, der om et år kan blive til virkelighed, og det glæder mange kommuner og organisationer. Også Edda Luth, der er lektor i beskæftigelsesindsats og socialt arbejde ved Via University College i Aarhus.

"Noget af det, jeg sætter stor pris på ved den nye aftale er, at der er et øget fokus på livsmestring, hvor der i den første primært har været fokus på arbejdsmarkedstilknytning. Nu er livsmestring på niveau med det, og det synes jeg er klogt, for aftalen omfatter nogle af vores allermest udsatte borgere." siger hun.

Benspænd

Men der er ikke meget nyt i aftalen, vurderer Edda Luth. Det vender vi tilbage til om lidt, for først skal det handle om noget helt andet; nemlig den manglende koordinering af lovgivningsarbejdet.

Edda Luth undrer sig over, at der med en uges mellemrum i den første halvdel af juni først kom en aftale om en helhedslov og derefter en kontanthjælpsaftale, uden at de to aftaler ser ud til at være koordineret.

"Der er for eksempel aftalt en afklaringsret i kontanthjælpsaftalen, altså at man har ret til en tværfaglig afklaring efter to år. Men skal rehabiliteringsteamet ind i det? Og skal man så først der indstilles til en helhedsindsats efter den anden aftale? Det virker ikke gennemtænkt. Desværre ved de det nok ikke, politikerne, og de tænker ikke over, hvor meget ressourcespild og mere bureaukrati, det kan give. De har ikke overblik over sammenhængene," lyder det fra Edda Luth.

"Der er nogle gode intentioner, men min pointe er bare, at det nu ser ud til, at der skal være to tværprofessionelle forløb, før der kan træffes en afgørelse, om man er berettiget til fleksjob eller ressourceforløb. Det hænger ikke fagligt sammen, og der er åbenbart ingen, der har tænkt på at koordinere, hvordan det ene får indflydelse på det andet. Vi risikerer derfor, at borgerne blot får endnu længere forløb, inden de får en afklaring."

En tynd kop the

Og så er der det med nyskabelsen, som der ifølge Edda Luth er for lidt af.

"Nogle af de ting, der står i aftalen, skal kommunerne allerede. Det står både i Beskæftigelsesloven og i Serviceloven, at man skal lave helhedsorienteret indsats og samarbejde på tværs."

En lang række kommuner har været i gang med at lave helhedsindsatser siden 2018, hvor der kom en lov om én plan for den samme målgruppe. Problemet er dog, at én plan ikke er et krav, men en mulighed, og at myndighedsansvar eller beslutningskompetence på tværs af forvaltningerne ikke er fulgt med.

For eksempel har jobcentrene koordinerende sagsbehandlere, der skal stå for det tværgående arbejde, men der er ikke lovhjemmel til at give dem myndighed til at træffe afgørelser på andre områder end beskæftigelse. Alt efter, hvor meget de enkelte kommuner har prioriteret at lave en tværgående indsats, har det givet større og mindre problemer.

Det ser nu ud til, at det med den nye hovedlov vil blive muligt at give koordinerende sagsbehandlere myndighedsansvar på tværs af forvaltningerne i alle kommuner, men man skal læse langt ned i aftalen for at få øje på det. Under 'Øvrige initiativer' står der:

"Det vil være op til den enkelte kommune at beslutte den konkrete organisering, herunder i forhold til sagsbehandlernes beslutningskompetence."

Det gør kommunernes valgfrihed for stor, lyder det fra Edda Luth. I forvejen har udsatte borgere ret til en koordineret helhedsindsats i én plan, men det kan strande på, at de enkelte forvaltningsmyndigheder ikke er enige med den koordinerende sagsbehandler fra jobcentret.

Det er det samme problem med de handlingsplaner, rehabiliteringsteamet laver. Teamet har ikke beslutningskompetence, og derfor kan planerne strande på, at forvaltningerne er uenige om, hvad der skal ske. Det problem adresserer aftalen om helhedsindsatsen ikke.

"Det er blevet en tynd kop the," siger Edda Luth.

Målgrupperne

I 2018 aftalen hed det om målgrupperne, at disse skulle have tilbud om en helhedsindsats:

I 2022 aftalen er der en skal- og en kan-målgruppe.

Skal-gruppen er begrænset til borgere, der er fyldt 25 år, som har en jobplan og modtager ydelser fra jobcentret og samtidig har et fysisk eller psykisk handicap og får særlige ydelser eller er anbragt efter serviceloven. Læs mere i aftalen.

Kan-gruppen består af ‘voksne borgere over 18 år, som har komplekse og sammensatte problemer, og som vurderes at have et potentiale for udvikling og progression i forhold til arbejdsmarkedet og øget livsmestring.’ Kommunerne kan give dem en helhedsindsats, ‘hvor det vurderes, at det giver fagligt mening i forhold til den enkelte borger.’

Edda Luth mener, det er for nemt at begrænse de nye målgrupper, mens 2018-aftalens formulering om, at 'borgere, for hvem der kan eller skal udarbejdes flere kommunale planer,' kan omfattes, er betydeligt bredere.

"Det er fint, at der er en både skal- og kan-målgruppe, men man risikerer, at det bliver den smallest mulige fortolkning af reglerne," siger hun.

Læs her Edda Luths debatindlæg om en af de mange udsættelser af helhedsloven: