
Et fælles IT-system var medvirkende til, at tusinder af kontanthjælpsmodtagere fagagtigt blev trukket i kontanthjælp. STAR skal nu have løst problemet.
STAR retter fejl i IT-system, der gav fejlagtigt træk i kontanthjælp
Ledige vil ikke længere automatisk - og fejlagtigt - kunne blive trukket i ydelse på en bestemt slutdato, hvis de er undtaget for 225-timersreglen. STAR har fjernet en markering i et IT-system, men kommunerne har også et ansvar.
Udgivet: 14/06/2022
STAR har mandag ændret i et IT-system, så sagsbehandlere kan notere, at en arbejdsløs er undtaget 225-timersreglen, uden samtidig at skulle skrive en slutdato for undtagelsen. Det oplyser styrelsen til NB-Beskæftigelse.
I efteråret 2020 opdagede STAR ved et tilfælde, at tusindvis af enlige kontanthjælpsmodtagere uretmæssigt var blevet trukket i ydelse, fordi de ikke havde levet op til kravene i 225-timersreglen, selv om de af helbreds- og andre grund var blevet undtaget for reglen.
Det har indtil videre ført til en gennemgang i kommunerne, der viser, at der siden 2016 fejlagtigt er trukket i ydelse i 5.700 sager.
En del af fejlene blev begået, fordi IT-systemer, som jobcentrene bruger, krævede en slutdato på undtagelsen for 225-timersreglen. Når slutdatoen blev nået, begyndte systemet af sig selv at trække i ydelsen, hvis den arbejdsløse ikke levede op til 225-timersreglen.
Nu har STAR fjernet kravet om en slutdato i et fælles IT-system mellem STAR og leverandørerne af fagsystemer til jobcentrene.
"Det skal ikke være systemerne, der står i vejen," udtaler fra STAR til NB-Beskæftigelse.
IT-virksomheden Schultz leverer fagsystemet Fasit til nogle af jobcentrene og skrev i sidste uge til dem:
"STAR's forretningsregler pålægger p.t. brugerne i Fasit at angive en slutdato, men hensigten er, at slutdatoen kan være tentativ og således anvendes som en påmindelse om at foretage opfølgning på fritagelsen. Praksissen har den bagside, at hvis sagsbehandleren ikke får fulgt op på forholdet og udskudt slutdatoen, vil KY (Kommunernes Ydelsessystem, red.) helt automatisk afsende partshøringsbrev til borgeren, når den ellers tentative slutdato oprinder," skriver Schultz til jobcentrene - og videre:
"Kritikken af praksissen med den krævede (tentative) slutdato på fraværsregistreringen har medført, at STAR ophører med at afkræve slutdato med næste DFDG-release d. 13. juni 2022."
DFDG er 'det fælles it-baserede datagrundlag' mellem STAR og leverandørerne.
I et svar til NB-Beskæftigelse skriver den anden store leverandør af fagsystemer til jobcentrene, KMD, at det var STAR's markering (validering), der tvang sagsbehandlerne til at skrive en slutdato:
”Med udsendelsen af den nye release fra STAR er problematikken omkring krav af slutdato løst. Det var en validering i Det fælles it-baserede datagrundlag (DFDG), der forhindrede, at man ikke kunne indberette sager uden slutdato. Systemmæssigt har det ikke været en udfordring i KMD Momentum, og it-systemet understøtter, at sagsbehandleren kan udelade at indberette en slutdato”.
Kommunernes ansvar
Uanset, at det var uhensigtsmæssigt, at IT-systemet krævede en slutdato, så er det også jobcentrenes ansvar, at sagsbehandlerne ikke vendte tilbage og så på sagen, når der nu var en slutdato. Det tager jobcenterchef i Lolland Kommune, Charlotte Lund Andreasen, helt på sig.
“Det er jo en IT systemfejl, men vi har ikke fået fulgt godt nok op på fritagelser og undtagelser, for ellers var det ikke sket,” sagde hun til NB-Beskæftigelse i sidste uge.
“Jeg tror, det handler om vores interne arbejdsgange, som vi ikke har haft godt nok styr på."
Kommunerne er nu i gang med at betale 19 millioner kroner tilbage på grund af fejlene.
Sidst opdateret: 14/06/2022 - 11:37
Temaer: Digitalisering
Emner: 225-timers regel




































