(Arkiv) Regeringen og KL indgik i aftes økonomiaftale med kun en nyhed på beskæftigelsesområdet: I fire kommuner vil jobcentre få friere hænder til indsatsen i tre år.

(Arkiv) Regeringen og KL indgik i aftes økonomiaftale med kun en nyhed på beskæftigelsesområdet: I fire kommuner vil jobcentre få friere hænder til indsatsen i tre år. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Økonomiaftale: Her er de vigtigste opgaver for jobcentrene i 2023

Kun ét punkt på beskæftigelsesområdet er nyt og overraskende i KL's og regeringens økonomiaftale for 2023, nemlig at fire kommuner sættes fri på beskæftigelsesområdet. Men opgaverne er mange.

Udgivet: 09/06/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Fire kommuner vil inden sommer få at vide, at de i tre år kan fritages for en række regler og paragraffer på beskæftigelsesområdet. Det fremgår af regeringens og KL's økonomiaftale for 2023, hvor regeringen forpligter sig til at fremsætte forslag i Folketinget om det.

Indtil videre har regeringen lavet såkaldte velfærdsaftaler med kommuner på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet. Det bliver altså næste år udvidet til beskæftigelsesområdet.

Hvad de præcise rammer bliver for beskæftigelsesområdet, er endnu ikke afklaret, men ifølge en pressemeddelelse fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil han nu diskutere det med forligspartier bag forskellige politiske aftaler.

Læs også:
Regeringen sætter sig på styringen af frikommuner på beskæftigelsesområdet

Økonomiaftalen bærer præg af en stram samfundsøkonomi på grund af høj inflation og politiske beslutninger om betydeligt større forsvarsudgifter. Måske derfor er det kun frisættelsen af indsatsen i fire kommuner, der er nyt på beskæftigelsesområdet.

Selve afsnittet om beskæftigelse fylder 22 linjer, men der er mange andre nedslag i aftalen, der har betydning for jobcentre og andre aktører på beskæftigelsesområdet.

Det følgende kan derfor læses som regeringens og KL's bud på de vigtigste opgaver i 2023.

Rekruttering til velfærd og grøn vækst

En af kommunernes største udfordringer er rekruttering til velfærdssektoren.

"Ca. 40 procent af alle forsøg på at rekruttere social- og sundhedsmedarbejdere og sygeplejesker ender med, at stillingen ikke besættes, eller at stillingen besættes med en medarbejder, der ikke har de efterspurgte kvalifikationer," fremgår det af økonomiaftalen.

Her har jobcentrene sammen med ældre- og daginstitutionsområdet en opgave i at få flere til at søge ind på social- og sundheds- og pædagoguddannelserne.

Især på social- og sundhedsområdet har mange kommuner allerede gjort en indsats. Flere af dem giver løn under hele uddannelsen eller højere løn til færdiguddannede, mens andre forsøger at tiltrække helt unge til faget.

Regeringen og KL skriver i økonomiaftalen, at de vil tage udgangspunkt i de gode erfaringer, der allerede er i kommunerne. Det gælder også rekruttering til grønne investeringer, hvor manglen på faglærte er et problem.

Helhed, unge og jobcentre

I økonomiaftalen forpligter regeringen og KL sig til at arbejde tæt sammen om implementering af den aftale om en helhedsorienteret indsats, som regeringen indgik tirsdag med et bredt flertal i Folketinget.

Læs også:
Ny aftale: Hovedlov skal give sammenhængende indsats for udsatte

Reformkommissionen, som regeringen har nedsat, kommer med analyser og anbefalinger om 'Voksne på kanten og systemets møde med borgerne' i september og en rapport med overskriften 'Unge' i december.

Regeringen og KL vil inddrage Reformkommissionens anbefalinger på ungeområdet i en drøftelse af rammerne for kommunernes ungeindsats, fremgår det af økonomiaftalen.

Til gengæld er der ikke noget løfte om, at parterne vil forholde sig til kommissionens anbefalinger om voksne på kanten og systemets møde med borgerne. I stedet skriver de i økonomiaftalen, at de 'noterer sig', at der også kommer en rapport om det.

"Regeringen og KL noterer sig desuden, at Reformkommissionen har til hensigt at se på nogle af de komplekse udfordringer, som eksisterer på bl.a. beskæftigelsesområdet ift. det komplekse møde mellem borgeren og det offentlige mv," står der i økonomiaftalen.

For nylig udgav VIVE en analyse om 'udviklingen i sammensætningen af jobcentrenes målgrupper og udgifter hertil.' Den analyse har regeringen og KL selv bestilt, og de vil frem mod økonomiaftalen for 2024 'bl.a. med afsæt i analysens resultater (...) drøfte erfaringer og udviklinger, som kan bidrage til læring på tværs af kommuner.'

Læs også:
VIVE: Jobcentre har samme udgifter på trods af halveret arbejdsløshed

Endelig er regeringen og KL enige om, at 'der fortsat skal være et stærkt fokus på integrationsindsatsen, herunder især i forhold til kvinderne fra MENAP(T)-landene, og at der er behov for at fastholde den aktive indsats over for de indvandrere, der ikke er i beskæftigelse.'

Mange vil have bemærket, at regeringen ikke har kunnet skaffe politisk flertal i Folketinget for et højt profileret forslag om 37 timers arbejdspligt i nyttejob for ikke-vestlige indvandrere. I stedet er der enighed om at kommunerne skal fortsætte deres indsats for at få især kvinderne i arbejde.

Forkortelsen MENAPT står for Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet.

Læs også:
37 timers arbejdspligt i nyttejob for indvandrere kan ikke samle flertal

Sidst opdateret: 09/06/2022 - 14:21

Temaer: Økonomiaftale

Emner: Beskæftigelsesindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]