Andelen af unge uden arbejde eller uddannelse faldt i 2020

For første gang siden 2008 er andelen af unge mellem 16-24 år, som hverken er i uddannelse eller arbejde, under 10 procent. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Udgivet: 26/04/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

For første gang i 13 år er der færre unge i alderen 16-24 år, som hverken kommer i arbejde eller uddannelse. År efter år har der været 10-11 procent af de unge i aldersgruppen, som er havnet i gruppen af NEET-borgere. Men nu er tallet nede på 9,4 procent i 2020, som er den seneste opgørelse. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik (DST).

NEET-borgere er den betegnelse, som DST bruger for de unge borgere, som ikke er aktive i aldersgruppen 16-24 år. Det står for "Not in Employment, Education or Training". Populært sagt er de hverken i arbejde eller under uddannelse.

Tidligere var det især bykommuner, som havde færre udsatte unge. Men nu er det også byer rundt om de store byer samt de midtjyske byer som Herning, Lemvig og Holstebro kommuner, der har få udsatte unge og ligger under landsgennemsnittet på 9,4 procent.

Der er dog store forskelle kommunerne imellem. I Frederiksberg Kommune er der for eksempel kun 6,5 procent af de unge, som ikke er i arbejde eller uddannelse. I Lolland Kommune er det tal 16,6 procent.

(Artikel fortsætter under kort).

Sjællandske kommuner har nedbragt andelen af NEET-borgere

Det er især sjællandske kommuner uden for hovedstadsområdet, der har fået nedbragt andelen af NEET-borgere.

I 2017 havde Faxe Kommune for eksempel 479 unge mennesker uden for arbejde og uddannelse i alderen 16-24 år. Det svarer til 13,5 procent af de unge i kommunen det år. Det tal lå på knap 11 procent i 2020, hvor der kun var 358 NEET-borgere. Selvom Faxe Kommune har en større andel end landsgennemsnittet på 9,4 procent, så har de alligevel formået at nedbringe deres andel af NEET-borgere med 2,6 procentpoint på fire år.

Det er der en helt særlig grund til, fortæller borgmester Ole Vive (V) til NB-Økonomi.

"Det skyldes rent faktisk, at det er ét af de opmærksomhedspunkter, vi har arbejdet med igennem de seneste par år. Vi kommer jo fra et relativt højt udgangspunkt," fortæller Ole Vive og fortsætter:

"Vi har historisk haft for mange unge, som ikke får taget sig en uddannelse efter endt folkeskole".

Borgmesteren advarer om, at man bliver uddannelsesblind i den sammenhæng, da der også er nogle unge, som ikke skal gå uddannelsesvejen, men som ville have bedre af at komme i beskæftigelse. I Faxe Kommune har de derfor satset på nyttejob fra dag ét, hvor de unge kommer og beder om kontanthjælp. Det har virket, fortæller Ole Vive.

"Én af de ting, vi har arbejdet med er, at vi har en beskæftigelsesindsats, fra de er 18 til de bliver 30. Det vil sige, at hvis de henvender sig til kommunen og vil have kontanthjælp, så bliver de sat i nyttejob fra dag ét," siger Ole Vive.

Det får nogle unge til at vende om allerede i døren, da de ikke havde regnet med, at de allerede dagen efter klokken otte skulle op og i arbejde. Dem, der dukker op til nyttejob, får en mentor, der kan hjælpe dem videre til en uddannelse eller et mere fast arbejde.

Hørsholm Kommune har nedbragt andelen af unge uden arbejde og uddannelse fra 11 procent af de samlede antal unge i kommunen i 2017 til 7,8 procent i 2020. Det svarer til et samlet fald på 3,3 procentpoint i perioden. Her har de ligeledes fokus på ungeindsats.

"Vi har lavet ungeprojekter for dem, der falder mellem to stole. Så har vi har nogle tiltag med dem, så de er ude at lave noget. Det har vi i samarbejde med en stor boligforening, der ligger i Hørsholm, således at vi har nogle væresteder, hvor vi også får fat i de unge, så de kan blive motiveret til enten at komme i uddannelse eller få et job," fortæller borgmester Morten Slotved (K), borgmester.

Han understreger, at konjunkturerne også spiller ind, fordi det er blevet lettere at få et arbejde.

Sidst opdateret: 26/04/2022 - 22:37

Temaer: Ungdomsarbejdsløshed

Emner: Unge, Ungeindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]