
(Arkiv) Kommunerne vil have mulighed for at se bort fra regler, hvis der kommer mange ukrainske flygtninge på én gang, som kommunerne skal tage sig af. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
KL vil have coronaregler i spil til ukrainske flygtninge
Kommunerne beder om mulighed for at bryde reglerne, hvis strømmen af flygtninge bliver så stor, som regeringen forudser. 'På beskæftigelsesområdet vil der måske være nogle samtaler, der ikke bliver holdt,' siger formand for KL Jacob Bundsgaard.
Udgivet: 11/03/2022
Førstebehandlingen af en særlov for ukrainske flygtninge er planlagt til på mandag 14. marts og forventes at være vedtaget onsdag. KL har været med til to møder sammen med to ministre, regionerne og arbejdsmarkedets parter, og torsdag løftede formand for KL Jacob Bundsgaard (S) sløret for kommunernes overordnede krav til loven i Danske Kommuner.
Der skal være fleksibilitet i loven; der skal være fuld finansiering af kommunernes udgifter, og der skal laves en fordelingsmodel, så det ikke er få kommuner, der står med opgaven, siger Jacob Bundsgaard.
Han peger på beskæftigelsesområdet, hvor der fra coronakrisen er erfaringer med at slække på proceskravene.
"På beskæftigelsesområdet vil der måske være nogle samtaler, der ikke bliver holdt, eller som ikke bliver holdt helt så hurtigt, som de ellers ville være blevet," siger Jacob Bundsgaard i interviewet.
Han nævner også, at minimumskravene i daginstitutioner kan blive overtrådt, hvis der pludselig er mange ukrainske børn, der skal have en plads.
"Der er nu brug for forståelse hos både regeringen og Folketinget for, at der er nogle ting, som godt kan vente, når vi skal løse det, der presser sig mest på i forbindelse med denne her kæmpestore opgave," siger Jacob Bundsgaard.
Fordeling af flygtningene
Alle landets borgmestre holdt torsdag møde om særloven i KL, hvor de også lagde vægt på, at de 20.000 ukrainske flygtninge, som regeringen forventer kommer hertil, skal fordeles i de forskellige kommuner.
"Så snart de har krav på ophold, har de også krav på daginstitutioner, skoler, sundhedsydelser og alt det andet, der er i vores velfærdssamfund. Det kræver, at vi har en rimelig fordeling af den opgave," siger Jacob Bundsgaard.
Den opgave er regeringen allerede i fuld gang med at løse i samarbejde med kommunerne, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).
"Vi er i tæt dialog med KL om, hvordan vi får fordelt de mange flygtninge på den bedst mulige måde. Det bliver en kæmpe opgave for os alle sammen. Det bliver meget større, end mange af os har troet," siger han til Ritzau.
Sidst opdateret: 11/03/2022 - 12:26
Emner: Flygtninge, KL - Kommunernes Landsforening, Beskæftigelsesindsats, Jacob Bundsgaard næstformand for KL




































