
Det er positivt, at arbejdsgivere må ansætte 'langtidsledige og andre grupper på kanten,' lyder det fra cheføkonomi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted.
På trods af lav ledighed kan arbejdsgivere stadig finde arbejdskraft
Mens arbejdsgiverne får stadig sværere ved at finde den arbejdskraft, de efterspørger, ansætter de samtidig folk, der ikke helt passer til den profil, de ønskede sig. Det viser surveys fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som NB-Beskæftigelse har gennemgået.
Udgivet: 24/02/2022
Kvartalsvise surveys fra STAR viser en stor stigning i opslåede job, der ikke bliver besat. Samtidig viser beregninger, som NB-Beskæftigelse har lavet på baggrund af flere surveys, at arbejdsgivere fortsat ansætter arbejdsløse, der ikke helt passer til den profil, de har efterspurgt.
I opgørelsen fra december 2021 er 45 procent af de jobbene besat af en 'anden profil', fremgår det af den seneste rekrutteringssurvey fra STAR. Et år tidligere blev over 60 procent af stillingerne besat af andre profiler end dem, arbejdsgiverne havde annonceret efter.
I mellemtiden er ledigheden faldet drastisk, og arbejdsgiverne mangler arbejdskraft i flere brancher. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har tidligere gjort opmærksom på, at arbejdsstyrken er større end de sædvanlige ledighedstal. For eksempel tæller aktivitetsparate ledige ikke med i Danmarks Statistiks tal. Men de er nu også på vej i job, fortæller flere kommuner.
Cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted siger i en skriftlig kommentar til tallene:
"Det kan selvfølgelig være frustrerende for arbejdsgiverne, at de i første omgang må gå forgæves, men omvendt er det også positivt, at arbejdsgiverne er tvunget til at gøre sig ekstra umage og kigge langt nede i ledighedskøen blandt de langtidsledige og andre grupper på kanten af arbejdsmarkedet for at finde arbejdskraft."
Sidst opdateret: 24/02/2022 - 13:53










































