78 kommuner har nu borgerrådgivere, der skal fungere som kommunale ombudsmænd
Med tilskud fra staten er antallet af borgerrådgivninger nu næsten fordoblet i kommunerne. 78 kommuner har nu en funktion, der skal rådgive borgerne og holde øje med retssikkerheden i sagsbehandlingen. Det er ofte jobcentrene, der er fokus på i borgerrådgivernes arbejde.
Udgivet: 24/02/2022
En pulje på 135 millioner kroner i Indenrigs- og Boligministeriet har næsten fordoblet antallet af kommuner med borgerrådgivere, der på et halvt år er gået fra 42 til 78 kommuner. Dermed har 80 procent af kommunerne en institution, der ofte betegnes som 'kommunernes ombudsmand.'
Med pengene følger krav om, at borgerrådgivningen skal oprettes i henhold til kommunernes styrelseslov. Det betyder, at rådgivningen hører under byrådet og arbejder helt uafhængigt af den forvaltning, borgerrådgiveren skal holde øje med. Det betyder også, at borgerrådgiveren kan tage sager op af egen drift.
Det er ofte jobcentret, der fylder i borgerrådgivernes årsrapporter. Cirka halvdelen af alle sager handler om, at borgerne ikke har forstået en afgørelse eller konsekvensen af den. Der kan også være fejl i sagsbehandlingen eller konflikter, der skal løses.
København og Fredericia
For tiden har borgerrådgivere i mindst to kommuner offentlighedens interesse. Borgerråder i København, Johan Busse, gennemgår i disse dage en anonym klage fra en række medarbejdere over beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
En undersøgelse, der kan få betydning for, om Lonning-Skovgaard kan fortsætte sit arbejde som borgmester i København.
Også i Fredericia er alles øjne på borgervejlederen, som de kalder det i kommunen. Her fik sagsbehandleres utilfredshed med borgervejleder Jesper Gottlieb kommunaldirektøren til at indkalde ham til en tjenestelig samtale. Og det har rejst en debat, om borgervejlederen/borgerrådgiveren er eller burde være uafhængig af forvaltningen.
Det er et politisk flertal bestående af regeringen, De Radikale, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, der har afsat penge på finansloven, der skulle gøre det muligt at oprette borgerrådgivere i alle kommuner.
Sidst opdateret: 01/03/2022 - 12:42










































