Ca. 2900 kroner. Så stor var forskellen på at komme i arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse for den gruppe mennesker, der har de svageste økonomiske incitamenter til at komme i arbejde i 2021.

I et nyt svar til beskæftigelsesudvalget har finansminister Nicolai Wammen set nærmere på den gruppe, for hvem det mindst kan betale sig at arbejde.

I år 2021 drejede det sig om 225.000 personer. Siden 2017 er gruppen generelt set kun blevet mindre, da den i 17 var på 307.000. I svaret kan man også se, at regeringens bundskatreduktioner har gjort gruppen mindre, mens afskaffelsen af opholdskrav for ret til dagpenge bidrager med en stigning på ca. 3.600 personer. Forventningen er, at det i 2022 vil dreje sig om 217.000 personer.

Men hvad betyder en forskel som den egentligt ude i kommunerne?

Ikke meget hvis man spørger Beskæftigelseschef Bjarke Hilding Thomsen fra Horsens Kommune.

"Som udgangspunkt tror jeg ikke, der er nogle situationer, hvor man ikke får mere ud af at arbejde. Så kan man altid diskutere politisk, om man får nok, men det er ikke noget vi oplever," siger han og fortsætter:

"Generelt set er der gode muligheder for at tjene ekstra, hvis man får et job. Og jeg tror heller ikke, det er det, der er fokus for folk. De fleste vil rigtig gerne have et job, hvis de ellers kan klare det. Om det så er i få timer for dem, der har lidt sværere ved det, eller fuldtid. Problematikken er ikke noget, der fylder ved os. Det folk allerhelst vil, det er at være som alle andre og have et job."

Når det er sagt, skal man ikke underkende betydningen af økonomiske incitamenter. I hvert fald ikke hvis du spørger Områdechef for Arbejdsmarked i Billund Kommune, Klaus H. Nielsen. Han mener nemlig, at de stadig har en betydning.

"Det betyder noget, at det kan betale sig at arbejde. Det er klart, der er tale om en lille gruppe, men man skal ikke underkende økonomiske incitamenter."