
Fredag forklarede Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen, hvorfor blå blok vil blokere for aftalen om udbud af arbejdskraft. Med var også Pernille Vermund (NB), Sophie Løhde (V), Rasmus Jarlov (KF), Alex Vanopslagh (LA) og Niels Flemming Hansen (KF). - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Blå blok blokerer for aftale om beskæftigelse
Beskæring af dimittendsatsen skal finansiere store dele af den aftale, regeringen fredag indgik med fire af Folketingets partier. Men beskæringen af dimittendsatsen er forligsbelagt og afhænger af borgerlige stemmer. Få her overblik over konsekvenserne.
Udgivet: 25/01/2022
Finansminister Nicolai Wammen (S) kunne fredag præsentere sin første politiske aftale med afsæt i regeringens reformforslag Danmark kan mere I. Samlet vil aftalen betyde et større arbejdsudbud på 12.000 fuldtidspersoner, og dermed har regeringen levet op til sit løfte om at lukke hullet efter tidlig pension, den såkaldte Arne-pension, der forventes at trække godt 10.000 fuldtidspersoner ud af arbejdsmarkedet.
I aftalen indgår en betydelig beskæring af dimittendsatsen. Det er herfra, den største del af arbejdsudbuddet skal komme. Finansministeriet har beregnet, at omkring 8.000 nyuddannede vil komme betydeligt hurtigere i job, når dimittendsatsen for enlige er beskåret med over en tredjedel, og dagpengeperioden er halveret.
Det er også besparelser på dimittendsatsen, der skal finansiere en lang række andre tiltag i aftalen. Med en løbende stigning forventes besparelserne på dimittendsatsen at løbe op i 2,3 milliarder kroner fra 2030. De første besparelser var forventet at blive på 370 millioner kroner i 2022 og 1,8 milliarder i 2023.
Men det er nu tvivlsomt, om finansieringen kan komme på plads før tidligst efter næste folketingsvalg, der skal afholdes senest 4. juni 2023. Det skyldes, at besparelser på dagpengesatser er forligsbelagt - her i et dagpengeforlig mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Hvis ikke forligsparterne er enige i ændringen, opsiges et forlig normalt op til et folketingsvalg, og finansieringen kan derfor først falde på plads derefter.
Blå blok har med Venstre i spidsen meddelt, at det ikke bliver med deres stemmer, at der laves om på dimittendsatsen. Det skyldes, at regeringen stod fast på, at aftalen også skulle indebære, at en stor gruppe nyledige kan få godt 3.500 kroner mere i dagpenge i de første tre måneders ledighed, og det vil V, K, LA og Nye Borgerlige ikke være med til uden samtidig at få skattelettelser i toppen, og det afviser regeringen.
En lang række elementer i aftalen kan derfor ikke finansieres før efter et folketingsvalg.
Besparelser på dimittendsatserne og forkortelse af dagpengeperioden fra to til ét år for nyuddannede skal blandt andet være med til at finansiere forhøjelse af dagpenge for nyledige, forhøjet fradrag på fagforeningskontingent, afskaffelse af modregning i førtids- og seniorpensionisters ydelse på grund af ægtefællens indkomst, afskaffelse af modregningen i folkepension ved lønindtægt, nedsættelse af elafgiften, forhøjelse af beskæftigelsesfradrag og mange andre små og store udgifter i aftalen.
Se herunder udgifter og indtægter i forbindelse med aftalen.
Find en nøjere gennemgang af aftalens indhold i aftaleteksten om en ny reformpakke i dansk økonomi.
Sidst opdateret: 25/01/2022 - 12:20




































