
Statsminister løfter beskæftigelsesområdet ind i debat om frikommuner
En kort kommentar fra statsminister Mette Frederiksen til Ekstra Bladet har skabt overskrifter. Hun overvejer en 'ny start' på beskæftigelsesområdet. Regeringen har dog længe haft planer om at omlægge beskæftigelsesindsatsen.
Udgivet: 18/01/2022
Statsminister Mette Frederiksen (S) overvejer at gøre det samme på beskæftigelsesområdet, som regeringen har planer om på ældreområdet.
Altså starte forfra.
Det siger hun i et interview med Ekstra Bladet.
"Jeg er klar på at se, om vi skal gøre det samme, som vi har planer om på ældreområdet."
"Jeg tror, at vi har behov for at gøre det samme med beskæftigelsen," siger Mette Frederiksen.
Hun ser nogle af de samme problemer på området som på ældreområdet. Altså, at der er for meget bureaukrati og lovgivning, som skaber for mange problemer.
Dermed bekræfter statsministeren, at regeringen står bag en ændring af beskæftigelsesindsatsen, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har været optaget af længe.
A-kasserne skal have mere
Det er især en flytning af opgaver fra jobcentre til a-kasser, der optager Peter Hummelgaard. På et pressemøde i september sidste år henviste han til VK-regeringens beskæftigelsesreform tilbage i 2003 og indikerede dermed, at han ser på hele beskæftigelsesområdet.
“Sandheden er jo, at alle opgaver på beskæftigelsesområdet siden den store reform af tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen langsomt – ligesom i en tragt – har ført dem ud i kommunerne.”
“Og da bliver det en del af øvelsen at sige: Giver det også mening, at det er kommunerne, der bliver ved med at lave alt i fremtiden? Det er ikke noget, vi har konkluderet på endnu. Det er nogle drøftelser, og ikke mindst nogle analyser, der lige nu pågår,” sagde Peter Hummelgaard.
Mens flere opgaver kan blive flyttet fra jobcentrene til a-kasserne allerede i 2023, forventer Mette Frederiksen ikke, at den store afbureaukratisering af beskæftigelsesområdet kan finde sted før efter erfaringerne med ældreområdet.
Tidligst i 2024
Det vil derfor tidligst være i 2024 efter et folketingsvalg, at lovgivningen for beskæftigelsesindsatsen kan få en 'ny start.' Det er samme år, som de største besparelser i jobcentrene skal finde sted som en del af finansieringen af Arne-pensionen.
I 2022 bidrager jobcentrene med 400 millioner kroner til pensionen. Det stiger næste år til 750 millioner og i 2024 til 1,1 milliarder kroner om året.
Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale, at regeringen vil afskaffe "den omfangsrige regulering og lovgivning" på ældreområdet og starte helt forfra med en ny ældrelov.
"Hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent."
"Jeg vil derfor i aften foreslå noget vidtgående. At vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter forfra," sagde hun i talen.
Hun er den sjette statsminister, der problematiserer den øgede bureaukratisering. Ingen er dog for alvor lykkedes med at gøre op med problemet, og i mellemtiden er problemerne kun blevet større.
Sidst opdateret: 18/01/2022 - 14:03
Temaer: Beskæftigelsesindsats





































