(Arkiv) Der mangler indvandrerkvinder i plejesektoren. Det understregede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale. Spørgsmålet er, hvordan der kan rekrutteres flere.

(Arkiv) Der mangler indvandrerkvinder i plejesektoren. Det understregede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale. Spørgsmålet er, hvordan der kan rekrutteres flere. - Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

'Det er vigtigt, at vores nye mål ikke bliver at skaffe nyttejob i stedet for ordinære job'

Der er kommunal begejstring over regeringens kovending i forhold til nyttejob. Nu skal de målrettes plejesektoren, hvor der mangler arbejdskraft. Men det er noget mere kompliceret, end statsminister Mette Frederiksen lod forstå. Vi har talt med ledere, der arbejder med målgruppen.

Udgivet: 11/01/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Regeringen fremlagde sit forslag om nyttejob til 20.000 ikkevestlige indvandrere på langvarig kontanthjælp i september forrige år. Sidan da har kommunerne argumenteret for, at der skal være job- og uddannelsesperspektiv i indsatsen. I sin nytårstale den 1. januar gav statsminister Mette Frederiksen (S) dem ret.

Der var der ikke noget jobperspektiv i regeringens oprindelige forslag, men i nytårstalen sagde Mette Frederiksen, at regeringen nu vil målrette sit forslag om nyttejob og 37 timers arbejdspligt til "de steder, hvor der virkelig mangler medarbejdere. Det gør der ikke mindst i ældreplejen."

Det har KL og kommunerne taget godt imod.

Der er dog et par ting, der skurrer. For hvilke job kan man varetage på nyttejob, som man ikke skal have løn for?

Mette Frederiksen foreslog i nytårstalen:

"Jeg ved godt, at man ikke fra den ene dag til den anden kan gå ind og arbejde på lige fod med kolleger, der har uddannelse og erfaring. Men så kan man nogle andre ting. Smøre madder. Vaske tøj. Gøre ekstra rent."

Men kan man det fra den ene dag til den anden, spørger kommunerne.

Det gode er, at nyttejob nu skal føre til arbejde.

"Du starter med at gøre nytte på plejehjemmet for din ydelse. Så snart du er klar til uddannelse eller job, så skal du tjene dine egne penge," lød det fra Mette Frederiksen i nytårstalen.

I nytårstalen lød det, som om det nærmest går af sig selv, hvis kvinderne starter med det lette arbejde, og det er det, der skurrer. For i de kommuner, der gør en stor indsats for at få målgruppen på arbejdsmarkedet, starter kvinderne ikke i et nyttejob, men et helt andet sted.

Forberedelse til at komme på en arbejdsplads

Aarhus, Helsingør og Frederikshavn har de sidste to år har haft succes med at få en mindre målgruppe af kvinder med ikkevestlig baggrund i arbejde eller uddannelse - på trods af, at de har været på kontanthjælp i mange år.

Læs også:
Ni kommuner har succes med at få job til langtidsledige kvinder med ikke-vestlig baggrund

"Det er rigtigt, det statsministeren siger om, at der kan være lettere arbejdsopgaver på plejehjemmene, som kvinderne kan tage sig af, men det gør man ikke fra den ene dag til den anden," siger Anders Andersen, der er afdelingsleder i Frederikshavns Kommune og blandt andet har ansvaret for at forberede ikkevestlige kvinder på at komme på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

"Vi prøver at starte et andet sted ved at give dem arbejdsidentitet i nogle interne forløb, inden de kommer ud i praksis. Da er det rigtig vigtigt, at man har prøvet noget, der ligner. Når de skal ud i praksis, følger der støtte med. For de kolleger, kvinderne skal arbejde sammen med, er jo i forvejen hængt op. Der kan også være sproglige forviklinger, så vi sender dem ikke ud fra den ene dag til den anden," siger Anders Andersen.

"Vi skal understøtte borgeren og praktikstedet og måske uddanne interne mentorer og koble sprogundervisning på det pågældende sted, hvor man snakker om det specifikke fagsprog på det pågældende sted."

Som leder af et integrationsprojekt, hvor det er lykkedes at få mange ikkevestlige kvinder i gang med arbejde eller uddannelse, er Anders Andersen klar til at booste indsatsen, så mange flere kan komme med - også selvom noget af forløbet skal hedde nyttejob i stedet for praktik.

"Spørgsmålet er jo bare: Hvad følger der med? Ressourcerne hænger jo ikke på træerne. Der er også grænser for, hvor mange vi må ansætte i nyttejob. Og nyttejob må jo ikke tage opgaver fra dem, der er ansat, så det bliver også nødvendigt at tage en snak med de faglige organisationer, hvad nyttejobbet kan indeholde."

Sprog og undervisning

Både Aarhus, Helsingør og Frederikshavn kommuner bruger mange forskellige indsatser for at få kvinderne på vej mod job. Sprogundervisning er helt centralt, og det meldte Mette Frederiksen ikke noget ud om i nytårstalen. Det er også fraværende i regeringens tidligere udspil til nyttejob.

Samtidig er der forløb i arbejdsidentitet, samfundsforståelse, CV-skrivning og jobsøgning, som kører sideløbende med praktikker og småjob. I Aarhus og Frederikshavn er der målrettede skoleforløb, der skal gøre de interesserede klar til at søge ind på social- og sundhedsuddannelserne. Begge steder er mellem 20 og 30 startet på uddannelse.

Også i Helsingør er der fokus på uddannelse.

Læs også:
Jobcentre sender indvandrerkvinder i uddannelse som sosu'er og chauffører

Lønnede timer

Med betegnelsen nyttejob kan jobcentrene blive bekymrede for, om kvinderne kan komme til at hænge for længe i ulønnede job. I de projekter, de tre kommuner arbejder med, arbejder de på, at kvinderne så hurtigt som muligt får lønnede timer, når de er i virksomhedspraktik. Også hvis der skal smøres mad, som Mette Frederiksen foreslog i nytårstalen.

Mette Skou er leder af Center for Integration under jobcentret i Aarhus Kommune. Hun siger:

"Jeg tænker godt, at det for eksempel at smøre madder kan være et nyttejob eller en virksomhedspraktik til en start."

Men det skal blive til lønnede timer, så snart kvalitet og arbejdsintensitet er på højde med det, man kan få løn for.

Lars Trap Olsen, leder af job- og virksomhedsservice i Helsingør, skærer bekymringen ud i pap:

"Det er vigtigt, at vores nye mål ikke bliver at skaffe nyttejob i stedet for ordinære job," siger han.

Der er i det hele taget ikke klarhed over, hvorfor det er nødvendigt at bruge nyttejob i stedet for virksomhedspraktik.

"Nogle af de ting, Mette Frederiksen foreslår, at kvinderne skal lave i nyttejob, vil de også kunne gøre i praktik. Hjælpe med at spritte af og gøre rent og tale lidt med de ældre," siger Lars Tarp Olsen, der er jobcenterchef i Helsingør.

Kommunerne har generelt haft et stort fald i brugen af nyttejob, der historisk har været opbevaring af ledige, der har været på kontanthjælp i årevis. I stedet er jobcentrene gået over til at lægge store dele af aktiveringsindsatsen i netop virksomhedspraktik. Og i de seneste år med en klar forventning til arbejdsgiverne om, at praktikken skal munde ud i løntimer i enten småjob, deltidsjob eller fuldtidsjob.

Skeptiske plejehjem

Lars Trap Olsen mener også, at nogle plejehjemmene vil være skeptiske, hvis de ikkevestlige kvinder skal i nyttejob fra dag ét.

"Kommunen kan jo godt beslutte noget, men på de enkelte plejehjem skal de jo vurdere sproglighed og arbejdsevne, og om kvinderne er i stand til at gøre nytte."

"Mange skal lære at tale bedre dansk, for ellers kan de ikke tale med beboerne, og det kan være svært at forstå en stærk accent for beboere, der har nedsat hørelse. Så de er rimelig kritiske på plejehjemmene, og det er ikke alle i den målgruppe her, som plejehjemmene mener kan gøre nytte. Det er det samme i børneinstitutionerne, hvor det sproglig er et issue i forhold til job."

Lars Trap Olsen slår til lyd for, at der skal være en realistisk vej til job i de forløb, jobcentrene tilbyder.

"Vi ved endnu ikke, hvordan nyttejob bliver defineret i regeringens udspil. Derfor ved vi ikke, i hvilket omfang de foreslåede nyttejob adskiller sig fra praktik. Nogle af de ting, Mette Frederiksen foreslår, at kvinderne skal lave i nyttejob, kan de også gøre i praktik. Hjælpe med at spritte af og gøre rent og tale lidt med de ældre."

Aarhus har plan om målrettede nyttejob

Aarhus Kommune er allerede i gang med at udvikle en plan for, hvordan kommunen kan etablere nyttejob til 1.000 ikkevestlige ledige i de kommende to år, hvor perspektivet er arbejde og uddannelse.

Det arbejde gik i gang tilbage i september, efter at regeringen første gang lancerede planen om at sende i alt 20.000 ledige kontanthjælpsmodtagere med ikkevestlig baggrund i nyttejob med 37 timers arbejdspligt. Det skete som en del af et større beskæftigelsesudspil i en reform, som regeringen kalder Danmark Kan Mere I. Læs dette faktaark om de 37 timers arbejdspligt.

Du kan læse om rammen for de kommende nyttejob i Aarhus i denne artikel:

Læs også:
Kommune afsætter millioner til nyttejob i plejehjem og daginstitutioner
Læs også:
Opgør med nyttejob giver job til kvinder med ikke-vestlig baggrund

Sidst opdateret: 27/01/2022 - 09:19

Emner: nyttejob, 37 timers aktivering af indvandrere

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]