"Vi går på to ben. Vi bruger Folketingets model og vores egen model," siger Anders Winnerskjold (S), der er nyvalgt rådmand for social- og beskæftigelse i Aarhus Kommune.

"Vi går på to ben. Vi bruger Folketingets model og vores egen model," siger Anders Winnerskjold (S), der er nyvalgt rådmand for social- og beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Kommune afsætter millioner til nyttejob i plejehjem og daginstitutioner

Op mod 1.000 på langvarig kontanthjælp i Aarhus får i de kommende to år mulighed for at få job og uddannelse gennem fokuseret indsats med nyttejob. Det har et politisk flertal i byrådet besluttet, og nu arbejder forvaltningen på det konkrete forslag.

Udgivet: 11/01/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Byrådet i Aarhus kom regeringen i forkøbet med en model for nytteindsats til kvinder med indvandrerbaggrund. Mens regeringens første udspil til 37 timers arbejdspligt i nyttejob var uden jobperspektiv, indgik politikerne i Aarhus allerede en uge efter, at regeringen lancerede sit forslag i september, en aftale om forsøg med nyttejob, der skal føre til job eller uddannelse.

I statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale fik nytteindsatsen for 20.000 ikkevestlige ledige i kontanthjælpssystemet så pludselig jobperspektiv. Statsministeren sagde blandt andet, at nyttejob skal målrettes "de steder, hvor der virkelig mangler medarbejdere. Det gør der ikke mindst i ældreplejen."

Ud over at være tidligt ude med netop den model, besluttede byrådet i Aarhus også at doble op på regeringens krav om, hvor mange kommunen kunne komme til at sende i nyttejob. Af de 20.000 på landsplan, ville tallet for Aarhus være 500, men byrådet har fordoblet det tal til 1.000 ledige, der skal omfattes af forsøget.

Den nyslåede rådmand, socialdemokraten Anders Winnerskjold, forklarer:

"Vi besluttede i forbindelse med budgetforliget i efteråret, at vi ud over de 500 nyttejob, som regeringen kom ned, ville lave yderligere 500 nyttejob. Det er jo fordi, arbejdsmarkedet boomer derudaf, og samtidig er der nogle mennesker, der har meget svært ved at komme i arbejde og uddannelse. Så vi gør det både for deres skyld og for samfundets skyld, som statsministeren også sagde i sin nytårstale."

Aarhusaftalen om nyttejob henviser både til regeringens plan om nyttejob, der er beskrevet i reformforslaget Danmark Kan Mere I og bygger samtidig videre på den model, som kommunen hidtil har brugt for at få langvarigt ledige ind på arbejdsmarkedet eller i gang med uddannelse, forklarer Anders Winnerskjold.

"Vi går på to ben. Vi bruger Folketingets model og vores egen model. Vi har tydeligt kunnet se rekrutteringsudfordringerne, og nogle af de mennesker her kan hjælpe medarbejderne med noget af det, de ikke kan nå eller ikke har tid til. På den måde får vi endnu mere nytte af dem," siger han.

At der skal komme job eller uddannelse ud af det, står klart i aftalen:

"Ambitionen er at flytte folk fra overførselsindkomst til varig ordinær beskæftigelse. Fokus er dermed på nytteindsatser med et reelt job- og uddannelsesperspektiv. Der indgås konkrete aftaler om nytteindsatsen mellem Jobcenteret og de enkelte arbejdspladser."

Venter ikke på lovgivning

Regeringen har endnu ikke fremlagt et lovforslag om nyttejob og 37 timers arbejdspligt, men Aarhus går i gang med de nye nyttejob i februar.

I hele 2022 vil kommunen oprette 500 nyttejob, primært på velfærdsområder, "der aktuelt – og på sigt – har væsentlige rekrutteringsudfordringer." Det kan være i ufaglærte plejejob, som køkkenmedhjælp på pleje- og omsorgsområdet eller som medhjælper eller i rengøringen i daginstitutioner. Også klimacafeer, skoler og kantiner kan få ledige i nyttejob.

Sideløbende med nyttejobbene skal der være sprogundervisning for dem, der har brug for det.

Nytteindsatsen for de sidste 500 personer, der er omfattet af aftalen, sættes i gang i 2023, hvor byrådet forventer, at der ligger en aftale i Folketinget, der kan være med til at finansiere nytteindsatsen.

I regeringens oplæg ligger der også en mulighed for udvidelse af IGU Integrationsgrunduddannelsen. Hvis IGU bliver en del af nytteindsatsen med praktik og skoleforløb, kan det ske på private virksomheder og vil derfor blive en del af indsatsen i 2023. Ifølge lovgivning må regulære nytteindsatser kun etableres på offentlige arbejdspladser.

Investering og forventet efterbetaling

Nettoudgiften for 1.000 nyttejob vil være ti millioner kroner, vurderer kommunen. Det forventes i aftalen, at der kommer en statslig model, der vil dække halvdelen af udgiften. Det vil Aarhus Kommune i samarbejde med KL drøfte direkte med Beskæftigelsesministeriet.

Kommunen vil investere 26.000 kroner om året pr. person i forsøget. Beløbet skal blandt andet dække prisen for mentorstøtte på arbejdspladsen. Derudover afsætter kommunen en pulje på to millioner kroner til danskundervisning. Der lægges i aftalen op til, at der kan afsættes yderligere midler, hvis det er nødvendigt.

Beskæftigelseseffekt mangedoblet

I en pressemeddelelse om forsøget fra september skriver Aarhus Kommune, at beskæftigelseseffekten af at have et jobperspektiv i nytteindsatsen mere end firedobler den forventede beskæftigelseseffekt i forhold til regeringens udspil i Danmark Kan Mere I.

Kommunen skriver, at regeringen vurderede, at "beskæftigelseseffekten af nytteindsatserne ville være under syv personer for hver 500. Men i Aarhus vurderer forvaltningen, at de 500 nye nyttejobs vil løfte yderligere 30 personer væk fra offentlig forsørgelse."

Det er dog stadig små tal. Det kan blandt andet skyldes, at næsten halvdelen af de 20.000 ikkevestlige indvandrere, som regeringen talte om arbejdspligt og nyttejob til i september, var aktivitetsparate. Der er også andre muligheder end helt at komme væk fra offentlig forsørgelse. Småjob og fleksjob for eksempel, som vil betyde mindre forsørgelse.

Sidst opdateret: 11/01/2022 - 14:46

Emner: nyttejob, 37 timers aktivering af indvandrere

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]