Regeringens forslag om at skære i danskundervisning vil ramme dem, der får mest ud af det ift. arbejde og integration, vurderer forsker v ved Københavns Universitet, Mette Foged.

Regeringens forslag om at skære i danskundervisning vil ramme dem, der får mest ud af det ift. arbejde og integration, vurderer forsker v ved Københavns Universitet, Mette Foged.

Mindre danskundervisning til dem, der får mest ud af det

Regeringen foreslår, at nytilkomne udlændinge, der ikke kan læse og skrive, skal skæres i danskundervisningen. 'Det er lige præcis den gruppe, der i vores undersøgelse ser ud til at have størst gavn ud af det,' siger forsker ved Københavns Universitet.

Udgivet: 11/11/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Regeringen vil afskaffe et modul på danskundervisning for nytilkomne flygtninge og indvandrere, der ikke kan læse og skrive. Det er en rigtig dårlig ide både for de nytilkomne og for samfundet som helhed, må man forstå på adjunkt og forsker ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, Mette Foged.

"Det er lige præcis den gruppe, der i vores undersøgelse ser ud til at have størst gavn af danskundervisningen, og det er dem, der driver de positive effekter," siger hun til NB-Beskæftigelse.

Mette Foged er en af forfatterne på en analyse af, hvad danskundervisning betyder for flygtninges arbejde og uddannelse og på deres børns skolegang og kriminalitet.

I analysen har forskerne kortlagt 8.500 flygtninges arbejdsliv og uddannelse i en 18-årig periode, efter at de blev tilbudt mere danskundervisning, end en tilsvarende gruppe fik. Loven blev lavet om i 1999, og analysen sammenligner flygtninge der kom til landet før og efter, der blev indført mere obligatorisk danskundervisning.

De nytilkomne blev delt op efter, om de kunne det latinske alfabet, som vi bruger i Danmark, og også om de kunne læse og skrive på deres eget sprog, for eksempel arabisk.

"Vi fik et konsistent billede af, at det er de grupper, der ikke kunne læse og skrive og/eller ikke kunne det latinske alfabet ved ankomst til Danmark, der driver de positive effekter," siger Mette Foged.

"Det var dem, der havde glæde af den udvidelse, der var dengang, og som man nu vil skære i. Så det at skære modulet væk betyder, at de formentlig får et lavere slutniveau, og det har konsekvenser for den langsigtede integration."

Frafald og arbejde

På KL's temadag om integration mandag forklarede udlændinge- og integrationsminister og pt. vikarierende beskæftigelses- og ligestillingsminister Mattias Tesfaye (S), at et stort frafald på danskundervisningen er en af begrundelserne for at nedlægge det sidste modul for dem, der har mest brug for det.

"Men det er ikke en politik, der direkte adresserer frafald. Tværtimod fjerner man det for dem, der ikke var faldet fra," siger Mette Foged.

Hun anerkender, at noget af frafaldet kan skyldes, at deltagerne ikke har gået meget i skole, og at det derfor måske ikke er den optimale måde at lære på.

"Vi kommer jo frem til et gennemsnitstal, men der er også nogle, der virkelig har glæde ved alle moduler," siger hun.

Ministerens argument om, at sprog læres bedre på arbejdspladsen, bider heller ikke på forskeren. For man kan godt arbejde sideløbende med sprogundervisningen.

"I princippet kan man indrette danskundervisningen som man vil. Den kan ligge om dagen og om aftenen eller online. Spørgsmålet er også, om der ikke er flere af de stærkere rent sprogligt, der er tættere på arbejdsmarkedet," siger Mette Foged.

Og hvis det reelt er et spareforslag, der skal være med til at finansiere flere nyttejob?

"Man kan spare kortsigtet, men det koster sandsynligvis mere på lang sigt, fordi der bliver en dårligere arbejdsmarkedstilknytning, især for kvinderne, som der er mange af på Dansk 1," lyder det fra Mette Foged.

Så meget bedre gik det flygtninge med mere danskundervisning

Sådan gik det flygtninge efter ny lov med mere danskundervisning i 1999:

  • De havde i gennemsnit 20 procent flere arbejdstimer om året end kontrolgruppen.
  • De havde en 30 procent større indkomst og fik job med betydelig større kompleksitet, der blandt andet krævede bedre kommunikationsfærdigheder.
  • Cirka 15 procent flere af sønnerne tog folkeskolens afgangseksamen i familier, hvor begge forældre havde deltaget i den udvidede og obligatoriske sprogundervisning. For døtrene var der ingen forskel.
  • Der var et fald i kriminalitet for drenge (hhv. tiltaler og domme), når begge forældre havde deltaget i sprogundervisning efter reformen. For piger var der næsten ikke nogen forskel. De lå i forvejen betydeligt lavere end drengene.

Konklusionerne er fra forskningsprojektet Language Training and Refugees’ Integration, der er lavet i samarbejde mellem forskere fra Rockwool Fonden, VIVE, det amerikanske UC Davis og Københavns Universitet.

Læs mere:

I efterårsrapporten fra de økonomiske vismænd, der udkom i første halvdel af oktober, henviser vismændene til forskningen om danskundervisning, som er beskrevet i artiklen. Vismændene påpeger, at 37 timers arbejdspligt i nyttejob ikke vil få indvandrere i beskæftigelse. Kun hvis "initiativet øger deltagelsen i danskundervisning, kan der forventes en positiv beskæftigelseseffekt,” skriver de.

Læs også:
Vismænd dumper nytteindsats

Læs mere om analysen af danskundervisning:

Læs også:
Danskundervisning får flere flygtninge i job og uddannelse

Sidst opdateret: 11/11/2021 - 14:12

Emner: Danskundervisning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]