
En redegørelse fra Tårnby Kommunes revisionsfirma Deloitte til STAR viser, at beskyldningerne om uregelmæssigheder var rigtige. - Foto: Google Streetview
Tårnby Kommune erkender fejl
Tårnby Kommunes arbejdsmarkedsforvaltning har fejlagtigt opført udgifter for blandt andet nyttejob og virksomhedsservice på en konto, der kan udløse refusion fra staten, viser redegørelse til STAR fra revisionsfirmaet Deloitte.
Udgivet: 14/10/2021
Tårnby Kommune erkender fejl i kontering af opgaver. Også opgørelser over puljemidler skal forbedres, fremgår det af den revision, som Deloitte har lavet til STAR som en del af en redegørelse om mulige uregelmæssigheder og ulovligheder i kommunens beskæftigelsesregnskaber.
Den fejlagtige kontering kan betyde, at kommunen uretmæssigt har fået refusion for indsatser, der ikke er refusionsberettiget. Det kræver dog, at kommunen har indberettet aktiviteterne som refusionsberettigede. Det fremgår ikke af Deloittes redegørelse, om det er sket.
Hvis STAR konstaterer, at der uberettiget er udbetalt refusion til en kommune, skal den tilbagebetales, oplyser styrelsen til NB-Beskæftigelse.
Deloittes skriver også, at timeregnskabet for millioner af kroner, der blev bevilget fra den statslige varslingspulje til at hjælpe fyringstruede i lufthavnen, burde have være dokumenteret bedre, selvom det ikke er et krav fra staten.
Endelig bekræfter Deloitte, at fem millionkontrakter med private virksomheder, der laver beskæftigelsesindsatser for kommunen, burde have været i udbud efter EU-reglerne. Den praksis har kommunen været i gang med at ændre siden marts i år.
Ifølge Deloitte erkender Tårnby Kommune, at der har været problemer på de områder, som STAR har bedt kommunen om at redegøre for.
Samtidig er der en række udestående spørgsmål, der ikke fremgår af redegørelsen, der ligger på Tårnby Kommunes hjemmeside. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) bekræfter over for NB-Beskæftigelse, at det er den samlede redegørelse, kommunen har lagt åbent frem.
Baggrunden for redegørelsen
STAR bad 3. september Tårnby Kommune om en omfattende redegørelse seneste 15. september. Fristen blev dog udskudt til 11. oktober for den del, revisionsfirmaet Deloitte stod for.
Kommunen blev bedt om at redegøre for ni punkter, der tager udgangspunkt i disse fire anklager, der er blevet indberettet ti STAR af en nu fyret jobcenterchef:
- at der i kommunen er et projekt med nyttejob uden deltagere. Kontoen med det tomme projekt skulle i stedet blive brugt til blandt andet indkøb, der skrives på en konto, hvor der kan gives refusion fra staten.
- at administration i vidt omfang er konteret forkert, så der også her kan være modtaget refusion uberettiget.
- at der i et regnskab over brug af varslingsmidler til fyrede lufthavnsarbejdere er registreret for mange timer. Det betyder i givet fald, at nogle af varslingsmidlerne er brugt til den almindelige drift af jobcentret i kommunen.
- at kommunen har i en årrække forsømt at sende eksterne leverancer af beskæftigelsesindsatser i udbud, selvom de burde have været det ifølge EU’s regler om offentlige udbud.
Millioner i lønkroner kan have udløst fejlagtig refusion
Af redegørelsen fremgår det, at udgifter til en nytteindsats er blevet opført på en konto 5, der kan udløse refusion fra staten. Det er dog kun aktivindsatsen og mentorer for ledige i ressourceforløb, der udløser 50 procents refusion, og ledige i ressourceforløb sendes ikke i nyttejob. Udgifter til aktivering, som ikke er administration eller myndighedsopgaver, skal registreres på konto 6, som finansieres over bloktilskuddet til kommunerne samlet.
Deloitte skriver:
"Tårnby Kommune har et nyttetilbud. Vi har modtaget en uddybende beskrivelse af tilbuddet. Det fremgår heraf, at der i 2021 har været visiteret i alt 13 personer til tilbuddet, og at der er afsat et budget på i alt 391.039 kr., hvoraf 159.521 kr. er interne lønoverførsler. Umiddelbart synes udgifterne til nytteindsatsen at være konteret på konto 5."
Og efter en gennemgang af reglerne skriver revisionsfirmaet, at "det (er) vores opfattelse, at den interne lønoverførsel ikke kan konteres på konto 5."
Det fremgår ikke af redegørelsen, hvor meget kommunen har brugt på nytteindsatsen i tidligere år og dermed kan have indbragt som refusionsberettiget.
Ifølge STAR kan et krav om tilbagebetaling gøres gældende tre år tilbage.
Mentorudgifter
Tårnby Kommune har over for Deloitte opgjort, at godt en sjettedel af de samlede udgifter til den aktive beskæftigelsesindsats er refusionsberettigede. Det er over ni millioner kroner i 2020 og indtil videre godt syv millioner i 2021. Der er i redegørelsen ikke en nærmere forklaring på, hvordan pengene er blevet brugt, og det er som nævnt kun aktiviteter og mentorer i ressourceforløb, der refusion for i beskæftigelsesindsatsen. Fra 1. januar 2022 overgår også disse poster til bloktilskud.

Deloitte skriver om mentorudgifterne:
"Der er ikke foretaget udkontering af mentorudgifter på den enkelte ydelsesmodtager og efter det oplyste, er der ikke beregnet en timepris for mentorudgifterne eller registreret, hvor mange mentortimer der er leveret for værdien af de interne lønninger." "Vi skal anbefale, at der beregnes en timepris/fordelingsnøgle for de interne mentorer, og at der udarbejdes en opgørelse over leverede mentortimer samt en opgørelse over bevilgede mentortimer, jf. momentum. Forholdet er drøftet med kommunen, der har oplyst, at kommunen agter at følge revisors anbefaling."Fejlkontering for virksomhedsservice
Også udgifter til virksomhedsservice er registreret på konto 5, men virksomhedsservice i kommunerne laver som regel en bred service over for virksomhederne og har dermed ikke noget at gøre med beskæftigelsesindsatser over for ledige.
Det bekræftes i redegørelsen.
Syv-otte medarbejdere er ifølge Deloitte konteret under virksomhedsservice til intern aktivering på konto 5. Her er der ikke nævnt beløb, men hvis man går ud fra, at en sagsbehandler tjener 35.000 om måneden, løber for eksempel syv medarbejdere op på knap tre millioner kroner om året.
Deloitte har kun fået en meget løs opgavebeskrivelse for de fem:
"Vi har modtaget opgavebeskrivelse for 5 medarbejdere svarende til 4.73 årsværk i virksomhedsservice. Opgavebeskrivelsen er meget kort, og det er vores opfattelse, med udgangspunkt i vejledning om kommunernes dokumentation af driftsudgifter ved aktivering, at hovedparten af de beskrevne opgaver som udgangspunkt skal konteres som konto 6-udgifter.""Forholdet er drøftet med kommunen, og kommunen har erklæret sig enig i, at hovedparten af de 4,73 årsværk skal konteres under hovedkonto 6. For at sikre at konteringsandelen er korrekt, vil der blive foretaget en uddybende beskrivelse og tidsregistrering af de pågældende opgaver, som vi har foreslået."
Det er langt fra sikkert, at kommunen har søgt refusion for alle de nævnte udgifter på konto 5. I princippet opføres administration og myndighedsopgaver på konto 6, mens aktive beskæftigelsesindsatser opføres på konto 5.
Beskæftigelsesområdets konto 6 tæller med i kommunens serviceramme, som bliver fastsat politisk for alle landets kommuner i den årlige økonomiaftale med staten. Kommuners fejlkontering på konto 5 kan dermed skjule, at servicerammen er overskredet.
Varslingsmidler
Tårnby Kommune har modtaget hovedparten af millionerne i varslingspuljen under corona, fordi Københavns Lufthavn ligger i kommunen og blev hårdt ramt under nedlukningerne.
Indsatsen har været en succes, men tidligere jobcenterchef Bo Hammer har rejst tvivl om arbejdsmarkedsforvaltningens efterfølgende timeopgørelse for både varslingsindsatsen om det fremskudte jobcenter i lufthavnen, som Tårnby etablerede i samarbejde med København og Dragør kommuner.
Deloittes konklusion er, at timeopgørelserne ser rigtige ud:
"Det er vores opfattelse, at regnskaberne der dækker perioden fra projektets opstart til 31.08.2021 i alle væsentlige henseender er rigtige, dvs. udarbejdet i overensstemmelse med tilskudsgivers retningslinjer."
Revisionsfirmaet anbefaler dog kommunen, at medarbejdere og chefer fremover skriver under på timeopgørelser i den slags projekter. Det er ikke et krav fra puljerne, men det vil øge gennemsigtigheden.
På grund af anklagen om fusk med timerne har Deloitte bedt 14 medarbejdere fra indsatsen i det fremskudte jobcenter om på tro og love at skrive under på, at de har haft det antal timer, der er opgjort. Kun tre har svaret.
Derudover har to chefer bekræftet, "at de pågældende medarbejderes ansættelse er korrekt oplyst, herunder ansættelsesform (fuldtidsansættelse/deltidsansættelse), start- og slutdato og timer i projektet."
Det er ikke klart, om de ene af de adspurgte chefer er den forvaltningschef, der blev fritaget for tjeneste, efter at sagen kom frem. Ifølge kommunaldirektør Morten Winge er han ikke fritaget på grund af STAR's anmodning om en redegørelse, men 'fordi der er skabt meget uro og usikkerhed omkring forvaltningen.'
Begrænset redegørelse
Deloitte har som redegørelse afleveret tre forholdsvis korte gennemgange af de sager, som STAR har stillet spørgsmålstegn ved. Det kan undre, at revisionsfirmaet ikke er gået længere tilbage end 2020, og i sagen om nytteindsatsen kun har beskrevet 2021.
Som nævnt kan STAR bede om tilbagebetaling af uberettiget refusion tre år tilbage i tiden.
Læs også vores tidligere gennemgang af Tårnby Kommunes brud på udbudsloven:
Rettelser: I første udgave, der blev lagt på hjemmesiden før udgivelse af nyhedsbrevet, var vi ikke præcise nok om forskellen på konto 5 og konto 6. Det er nu rettet. hsk 14.10.2021 kl. 14:30.
Sidst opdateret: 14/10/2021 - 14:31
Emner: Tårnby Kommune




































