
Tre kommuner lykkes med at få kvinder med ikkevestlig baggrund i uddannelser, der er efterspørgsel på. Det fortæller sektionsleder Anne Bækkegård, Hillerød, afdelingsleder Anders Andersen, Frederikshavn og centerchef Mette Skou, Aarhus.
Jobcentre sender indvandrerkvinder i uddannelse som sosu'er og chauffører
Tre kommuner har succes med at sende kvinder med ikkevestlig baggrund på uddannelsesforløb, der er rift om på arbejdsmarkedet. De bliver bl.a. social- og sundhedsmedarbejdere og chauffører.
Udgivet: 30/09/2021
Det er de kvinder, som Venstre og Socialdemokratiet allerhelst vil have fat i. Ikkevestlige kvinder, der er overrepræsenteret blandt de ledige, der har været på langvarig kontanthjælp.
Partierne diskuterer nu at sende kvinderne i nyttejob, der sjældent fører til rigtige job. Samtidig er flere kommuner i fuld gang med at få kvinderne i uddannelse og arbejde på områder, hvor der mangler arbejdskraft.
Det sker blandt andet i Frederikshavn, Aarhus og Hillerød, hvor jobcentrene er med i et beskæftigelsesprojekt for kvinder med ikkevestlig baggrund, KIB.
Vi starter i Frederikshavn, der har blikket rettet mod social- og sundhedsuddannelserne.
"Vi kigger rigtig meget på sosu-uddannelserne, hvor man skal have grundforudsætninger, der svarer til 9. eller 10. klasse. Mange af kvinderne har ikke forudsætningerne, og vi laver derfor for-forløb, hvor de kan få kendskab til faget og kundskaber i blandt andet dansk, engelsk, matematik og IT, så de kan komme ind på den ordinære uddannelse," fortæller Anders Andersen, der er afdelingsleder i integrationsafdelingen i Frederikshavn jobcenter.
I Frederikshavn startede 19 kvinder i for-forløb i august 2020 og fortsatte på social- og sundhedsuddannelsen efter nytår. 15 andre er begyndt på for-forløb i august og skal i gang med sosu-uddannelsen i begyndelsen af 2023.
Også i Aarhus forbereder jobcentret kvinderne på uddannelse.
"Vi har lige kørt et forløb med 25 kvinder, der skulle opkvalificeres til sosu-uddannelsen. Vi startede i begyndelsen af december, og 6. december blev alle sendt hjem på grund af corona, og vi måtte overgå til virtuel undervisning," fortæller centerchef Mette Skou.
Det så svært ud at få netop denne gruppe med i online undervisning, men det lykkedes.
"Alle 25 fik hjælp fra naboer eller familie til at få den virtuelle undervisning til at virke. Vi havde dem i tre dage om ugen. Undervejs startede fem på den ordinære sosu-skole, for de går i uddannelse, så snart de har de formelle færdigheder, og størstedelen af de 25 er nu på vej i uddannelse."
Gennem sproget til job
Også Hillerød har uddannelse som et af sine fokuspunkter, men her går jobcentret en lidt anden vej end Frederikshavn og Aarhus.
Kvinderne kommer som en del af KIB-projektet på ti ugers sprogundervisning på Sprogcenter Nordsjælland, som seks kommuner samarbejder om. Der deltager de i branche- og virksomhedsrettet sprogundervisning, fortæller sektionsleder i Hillerøds jobcenter, Anne Bækkegård.
"Sprogcentret inviterer blandt andet arbejdsgivere fra mangelområder ind, som kvinderne taler med. Inden da forbereder de sig på, hvad de gerne vil vide. De bliver forberedt på en dialog med arbejdsgivere og får også undervisning i samtaletekniske ting, og hvad de skal spørge om til en samtale," fortæller hun.
Det kan være arbejdsgivere, der har brug for arbejdskraft i et køkken eller et busfirma, der har brug for en omsorgschauffør, der for eksempel kører med handicappede.
"Så kan de spørge, hvad det betyder at være chauffør i en minibus, hvad går jobbet ud på, og hvordan får man job der."
Jobcentret samarbejder derudover med en transportvirksomhed om at uddanne flere af kvinderne til chauffører i forskellige brancher.
"Vi har et sideprojekt, hvor fire af kvinderne er i gang med at uddanne sig som omsorgschauffører, der kører med handicappede eller syge mennesker," fortæller Anne Bækkegård.
Også i Aarhus er der bud efter kvinder med ikke-vestlig baggrund som chauffører.
"Der er nogle stykker, der er i gang med en busuddannelse. Vi har også en, der er i gang med et vagtkursus. Hun har besluttet at blive den første vagt med tørklæde. Det er nogle kvinder, der har noget go," lyder det fra centerchef Mette Skou.
Der er efterspørgsel på kvinderne. I Hillerød er kvinder fra projektet kommet i arbejde som social- og sundhedsassistenter, rengøringsassistenter, pædagogmedhjælpere, podere, frisører, en bogføringsassistent og en arkitekt. I Frederikshavn er kvinderne indtil videre kommet i arbejde inden for servicesektoren, det vil sige rengøring, hotelservice, restauration og køkken, og jobcentret har som nævnt en større gruppe kvinder på vej mod social- og sundhedsjob.
Sprog og lønnede timer
I alle de tre kommuner er branche- og virksomhedsrettet danskundervisning en del af KIB-forløbet, men det foregår på forskellige måder. Og man kan godt have flere forløb i gang på samme tid. Sådan er det også i Hillerød, hvor sprogundervisningen er meget koncentreret.
"Man kan godt have tre dages sprogundervisning og to dages arbejde," fortælle Anne Bækkegård.
Metoderne i projekterne kan også være forskellige. De er alle helhedsorienterede, og det er et fælles mål at gå efter lønnede timer til kvinderne først og kun praktik, hvis det er nødvendigt.
Centerchef i Aarhus, Mettes Skov:
"De vil utrolig gerne have et arbejde og gerne et med løn, hvis der er nogle arbejdsgivere, der har lyst til at ansætte dem. De har ikke lyst til at komme i praktik igen og igen og igen, som mange af dem været i mange år."
Hjemmegående kvinder er med
Også kvinder, der ikke er på kontanthjælp, men forsørges af deres mænd, rækker KIB-projekterne ud til.
I Frederikshavn bliver der uddannet bydelsmødre, der skal tage kontakten til disse kvinder.
"Vi skal have fat i de skjulte ressourcer blandt dem, der går derhjemme og aflærer deres danskkundskaber. Dem har vi nogle stykker af, og de er her jo på frivillig basis. Vi gør det, fordi der er et integrationsbehov, men også fordi arbejdsmarkedet efterspørger arbejdskraften," siger afdelingsleder i jobcentret, Anders Andersen.
Mens det i Aarhus kun er aktivitetsparate kvinder, der er med i projektet, er der både aktivitets- og jobparate og ægtefælleforsørgede kvinder med i Hillerød og Frederikshavn.
Sidst opdateret: 06/01/2022 - 15:04
Temaer: Beskæftigelsesindsats





































