
Borgmester i Tårnby, Allan S. Andersen (S), ønsker ikke at kommentere sagerne om uregelmæssigheder i beskæftigelsesforvaltningen, før han har fået en redegørelse fra revisionen den 4. oktober. - Foto: Tårnby Kommune
Tårnby politikere kendte ikke til uregelmæssigheder
"Hvis det viser sig, at der er sket lovbrud, så vil der helt sikkert også blive taget hånd om det," siger Carsten Fuhr, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby for Konservative. Han og andre politikere i kommunen er bekymrede over en række sager, som STAR vil have en redegørelse for. Borgmester Anders S. Andersen (S) (billedet) ønsker ikke at udtale sig.
Udgivet: 23/09/2021
Tårnby Kommune har i flere år begået lovbrud ved ikke at sende store beskæftigelsesopgaver i udbud. Samtidig er der andre mulige uregelmæssigheder i forvaltningen, som kommunen har frist til at aflevere en redegørelse om til STAR inden 4. oktober.
Af interviews med flere kommunalbestyrelsesmedlemmer i TV2 Lorry fremgår det, at de ikke har været informeret om sagerne, der er rejst af en nu fyret jobcenterchef.
"Vi skal finde hoved og hale i det her. Det er voldsomme anklager, og jeg er bekymret. Men det skal afklares, inden vi handler på det," siger Ingelise Andersen, der er kommunalbestyrelsesmedlem for Radikale.
Også den konservative Carsten Fuhr er bekymret og ser frem til redegørelsen i oktober, mens Venstres Dennis W. Clausen er "dybt kritisk", fordi arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesudvalget ikke er blevet orienteret om samarbejdsproblemer mellem en forvaltningschef og en jobcenterchef.
"Det kommer fuldstændig bag på mig det her," siger han til TV2 Lorry.
Borgmester Allan S. Andersen (S) ønsker ikke at udtale sig om sagen i øjeblikket.
En halvkvædet vise
Kun ét punkt er politikere i Tårnby orienteret om i arbejdsmarkeds- og økonomiudvalgene, nemlig sagen om udbud af beskæftigelsesindsatsen. Det fremgår dog ikke af den skriftlige orientering, at forvaltningen har orienteret politikerne om, at kommunen ulovligt har omgået reglerne om offentligt udbud.
I stedet står der under et dagsordenspunkt den 10. marts, at forvaltningen "ønsker" at gennemføre udbud, der skal "indfri indsatsstrategiens krav om færre samarbejdspartnere end i dag, en høj etisk standard samt offentlig-private samarbejder."
Forvaltningen skriver videre:
"Samtidig skal udbuddet sikre, at alle Jobcenterets tilbud overholder gældende regler, således at de tilbud, der overstiger udbudslovens grænseværdi, har været i udbud."
I et bilag til mødet fremgår det, at " nogle aktører har modtaget op til 16 mio. kr. set over 2018 og 2019," og at det derfor er en "udfordring," at indsatserne ikke har været i udbud. Ifølge loven skal udbud på over 5,6 millioner kroner i offentligt udbud.
Sidst opdateret: 23/09/2021 - 15:10
Emner: Tårnby Kommune




































