(Arkiv) A-kasserne har ikke brug for tilskud til at overtage samtaler med dagpengemodtagere, siger Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser og forretningsfører for 3F's a-kasse.

(Arkiv) A-kasserne har ikke brug for tilskud til at overtage samtaler med dagpengemodtagere, siger Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser og forretningsfører for 3F's a-kasse. - Foto: 3F

A-kasser klar til at overtage kontaktforløb med alle dagpengemodtagere

Forslag om at a-kasser skal overtage alle samtaler med deres nyledige medlemmer i et halvt år glæder formanden for Danske A-kasser, Eva Obdrup. 'Det er en god vej at gå,' siger hun.

Udgivet: 21/05/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

I Danske A-kasser glæder formanden sig over, at de Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF vil overføre kontakten til de ledige dagpengemodtagere fra jobcentrene til a-kasserne i den første ledighedsperiode.

Enhedslisten og DF har konkret foreslået, at ledige a-kassemedlemmer i det første halve år kun skal have samtaler i a-kasserne og først derefter skal til jobsamtaler i jobcentrene.

Ni a-kasser er allerede med i et forsøg, hvor de har overtaget jobsamtaler fra jobcentrene i de første tre måneders ledighed. Forsøget udløber i slutningen af 2023, men nu kan det blive en permanent ordning i et længere forløb med indfasning i begyndelsen af 2023.

"I a-kasseverdenen er der stor interesse i, at vi får den her indsats, som vi gerne vil gøre permanent. Vi er gået ind i forsøget, fordi vi gerne ville være foregangsmænd og -kvinder, så det er rigtig dejligt," siger Eva Obdrup, formand i Danske A-kasser og forretningsfører i 3Fs a-kasse.

Forslaget er en del af en besparelse i jobcentrene, der fra 2024 skal levere 1,1 milliarder kroner til finansieringen af tidlig pension og allerede i 2022 skal spare 300 millioner.

A-kasseforsøget skulle jo løbe i fire år. Hvis I allerede halvvejs får udvidet ordningen permanent til alle; har I så vist, at I kan løfte opgaven?

"Vi vidste allerede, da vi gik ind i a-kasseforsøget, at vi har noget at byde på i a-kasserne. Vi hører jo fra medlemmerne allerede, når de får deres opsigelse og tager vare på dem i opsigelsesperioden. Vi hjælper i forvejen medlemmer i forhold til deres karriere, at skifte job og med opkvalificering. Vi har haft stort fokus på det i lang tid og har fået flere og flere erfaringer, så vi synes, det er en god vej at gå."

Kan I overtage kontaktforløbet for alle ledige a-kassemedlemmer i seks måneder uden at skulle have penge til det? Eller vil kontingentet så stige?

"A-kasserne gør noget forskelligt, men i 3F optimerer og automatiserer vi arbejdsgange. Det frigiver ressourcer til at se medlemmerne i øjnene i stedet for at bruge hænderne på tastaturet. Den vej kan vi gå videre ud af. I a-kasseforsøget har vi mulighed for at kombinere forskellige samtaler, så vi har cv- og rådighedssamtaler sammen jobsamtalen, der hvor det giver mening for medlemmet. Den synergi vil være god at tage med i en ordning, hvor vi permanent overtager jobsamtalerne i de første seks måneder," siger Eva Obdrup.

Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16

Temaer: Beskæftigelsesindsats

Emner: A-kasser

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]