Fakta: Mere end to ud af tre kontanthjælpsmodtagere er ikke parate til job
72 procent af kontanthjælpsmodtagerne blev i 2020 visiteret som aktivitetsparate. På 15 år er andelen steget med næsten en tiendedel, viser tal fra Jobindsats.dk.
Udgivet: 12/03/2021
Andelen af kontanthjælpsmodtagere, der ikke er klar til at tage job, er steget med ni procentpoint i de seneste 15 år. I dag er næsten tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere visiteret som aktivitetsparate i modsætning til jobparate. Det viser tal fra Jobindsats.dk.
Der er stor forskel på udviklingen i de enkelte kommuner, skriver NB-Beskæftigelse. I 12 kommuner var under 60 procent af kontanthjælpsmodtagerne aktivitetsparate. Det er i kommunerne Læsø, Odder, Samsø, Herning, Langeland, Rødovre, Greve, Aabenraa, Lejre, Albertslund, Hørsholm og Sorø.
I seks andre kommuner var det 80 procent og derover, der var aktivitetsparate. Det var i så forskellige kommuner som Lyngby-Taarbæk, Skive, Gribskov, Randers og Lemvig, det topper listen med 91 procent.
Der er en bred fortolkningsmulighed for kommunerne, når de visiterer borgere som jobparate og aktivitetsparate, men statistikken viser helt generelt, at der for langt de fleste ikke er nogen lige vej til arbejdsmarkedet, selv når det åbner igen efter corona.
Læs mere om nogle af årsagerne til det i artikler om social ulighed i sygdom og sundhed her på siden.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Emner: Kontanthjælp




































