
Især inden for stenfag som murere og brolæggere er der sket en stigning i søgningen til erhvervsuddannelser i København.
Uddannelse: Flere vil være faglærte
Stigning i optaget på erhvervsuddannelser i København. Attraktive jobmuligheder og coronasituationen kan være blandt forklaringerne.
Udgivet: 02/02/2021
Den storkøbenhavnske uddannelsesinstitution NEXT Uddannelse København melder om en stigning i optaget på skolens erhvervsuddannelser, skriver skolen i pressemeddelelse.
Især inden for skolens bygge- og anlægsuddannelser er tilgangen i år stor, hvor NEXT har her haft en stigning på 17 procent i forhold til sidste års januaroptag, og samlet set er 569 elever startet på en bygge- og anlægsuddannelse.
Hvis man ser på alle NEXT's erhvervsuddannelser samlet, er der i alt startet 1.283 elever, hvilket er en stigning på seks procent.
Fremgang på stenfagene
Specielt på stenfagsuddannelser som murer, brolægger og struktør har optaget været markant bedre end sidste år, og det glæder adm. direktør på NEXT Ole Heinager.
- De seneste år har især træfagene som tømrer og snedker appelleret til de uddannelsessøgende. Det er rigtig positivt, at flere nu også har fået øjnene op for glæden ved at arbejde og skabe noget med sten, hvor der, ligesom inden for træfagene, er virkelig gode job- og karrieremuligheder. Det kan være med til at sikre, at bygge- og anlægsvirksomhederne også om fem år kan få fat i den kvalificerede arbejdskraft, de efterspørger.
Måske corona-effekt
Fremgangen er blandt andet et resultat af, at NEXT har intensiveret det opsøgende arbejde over for mulige elever. Men coronasituationen har sandsynligvis også spillet ind, da det typisk er de 18-30 årige, der søger ind på erhvervsuddannelserne i januar, siger Ole Heinager:
- Mange ufaglærte og selvstændige har mistet deres arbejde i løbet af det seneste år, og måske kommer en stor del af de ufaglærte job aldrig tilbage. Det er trist, men set i det lys, kan vi trods alt glæde os over dem, som nu får en uddannelse, de kan bruge og bygge på resten af livet. Det bliver i høj grad også de faglærte, som skal være med til at bygge samfundet op igen de kommende år oven på coronakrisen. Så jeg krydser fingre for, at den positive tendens holder frem mod eud-optaget i august, hvor det især er de helt unge elever fra grundskolen, der søger ind, slutter Ole Heinager.
Fakta
NEXT Uddannelse København udbyder erhvervsuddannelser i hele Storkøbenhavn. Ud over uddannelserne rettet mod bygge- og anlægsbranchen har skolen også uddannelser inden for industri, business, skønhed og sundhed samt medie og design. Derudover har NEXT seks erhvervsgymnasier og udbyder alle fire gymnasieuddannelser samt eux og 10. klasser.
Optag på bygge- og anlægsuddannelserne
Brolægger/Stuktør: 37, +118%
Boligmontering: 28, +22%
Bygningssnedker: 81, +25%
Ejendomsservicetekniker: 40, +100%
Eux - bygningssnedker: 11, -39%
Eux - møbelsnedker og orgelbygger: 6, +20%
Eux - tømrer: 51, +2%
Murer: 86 elever, +54%
Møbelsnedker og orgelbygger: 25, +25%
Sikkerhedsvagt: 37, +7%
Tømrer: 172, -5%
I alt: 569, +17%
hsk
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Uddannelse





































