(Arkiv) Det gør mange mennesker nervøse at få mail fra jobcentret i weekenderne. Derfor skal der laves en lov, der stopper den trafik, lyder det fra Karsten Hønge (SF).

(Arkiv) Det gør mange mennesker nervøse at få mail fra jobcentret i weekenderne. Derfor skal der laves en lov, der stopper den trafik, lyder det fra Karsten Hønge (SF). - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

SF vil forbyde beskeder fra det offentlige i ferier og weekender

'Man skal ikke tænke som betonhoveder,' lyder det fra beskæftigelsesordfører Karsten Hønge .

Udgivet: 26/01/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

SF vil have forbud mod, at det offentlige sender mails til borgere uden for arbejdstiden - om aftenen, i weekender og i ferier. Partiet vil derfor stille et beslutningsforslag om sagen.

Forslaget kommer, efter at Odense Kommune er gået i gang med at undersøge mulighederne for at undgå at sende mails til syge og udsatte borgere i weekenderne.

I sidste uge sagde en forvaltningschef i Odense til NB-Beskæftigelse, at det godt kan støde på lovgivning, fordi borgerne har ret til at få en afgørelse med det samme, og ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet på alle dage.

Det skal dog ikke stå i vejen for at lave loven og kommunernes praksis om, siger SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.

"Jeg er enig i, at der skal ske en kalibrering i forhold til lovgivningen, men målet skal være det samme. Vi skal ikke sende den slags post i weekenderne. Man har jo ikke krav på at få en afgørelse en lørdag aften, for afgørelsen er jo ikke truffet på det tidspunkt. Det kunne de jo have fortalt om fredagen," lyder det fra Karsten Hønge.

"Det giver jo ingen mening at sende noget på de tidspunkter. Der er en hel masse mennesker, der bliver nervøse. Det er systemtænkning at holde fast i det. Man skal ikke tænke som betonhoveder; det er jo mennesker af kød og blod, der ikke har den armslængde som kommunen har."

I Odense har beskæftigelsesudvalget bedt forvaltningen om at undersøge, hvad der skal til, for at syge og sårbare kan undgå at få mails. Den afgrænsning er Karsten Hønge enig i.

Læs også:
Undtagelse for mail i weekenden for udsatte borgere støder imod lovgivning

Respekt for privat- og familieliv

Gruppeformand i SF Jacob Mark går længere end beskæftigelsesordføreren. Han mener, at det er et spørgsmål om at respektere privat- og familieliv.

"Vi mener i virkeligheden, at alle danskere skal have et afbræk fra det virtuelle og have muligheden for at koble af i en tid, hvor der bliver brugt rigtig meget tid på for eksempel computere," siger han til Ritzau.

"Vi kan se, at mange føler, at mails og arbejde fylder meget og forstyrrer og stresser. Derfor skal det offentlige gå forrest, siger han."

Gruppeformanden erkender, at der kan være situationer, hvor det offentlige er nødt til at komme i kontakt med en borger. I denne periode modtager mange eksempelvis en indkaldelse til coronavaccination over deres e-boks.

Men som udgangspunkt skal det altså ikke ske.

"Det er klart, at der vil være undtagelser, hvor det offentlige er nødt til at komme i kontakt med en borger. Men vi mener, at man skal gå langt for at respektere privatlivet og familielivet," siger Jacob Mark.

Han mener, at langt de fleste beskeder kan vente med at blive sendt ud, til arbejdstiden begynder på en hverdag.

"Det er jo ikke de få timer, man vil skulle vente på at sende ud fra morgenstunden, der forsinker en proces særlig meget. Problemet i dag er, at mennesker, der knokler hele dagen og er ganske meget på computeren, ikke får tid til at koble af."

"Så ligger der en mail om, at nu bliver man trukket i kontanthjælp, eller nu får man en bøde. Det skal vi omorganisere," siger Jacob Mark.

Læs også:
Partier enige: Ingen borgere skal have mails fra kommunen i weekenden

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35

Temaer: Beskæftigelsesindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]