
(Arkiv) Med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye for bordenden har fem af Folketingets partier aftalt, hvordan 40 millioner kroner til bekæmpelse af negativ social kontrol skal fordeles. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Jobcentermedarbejdere skal lære at få øje på social kontrol
Fem partier er blevet enige om, hvor 40 millioner kroner skal placeres til styrket indsats mod social kontrol.
Udgivet: 26/01/2021
På finansloven 2021-2024 er der afsat 40 millioner kroner til at styrke indsatsen mod social kontrol i etniske minoritetsmiljøer. Over en fjerdedel af pengene - i alt 13 millioner - skal bruges til at uddanne medarbejdere i jobcentre, lærere og pædagoger i at kunne identificere tegnene på negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.
Kommunale fagpersoner skal have større viden om social kontrol. Det skal ske gennem opkvalificeringsforløb og efter- og videreuddannelse. En del af pengene skal bruges til at gøre deltagerbetalingen billigere ved de første forløb, fremgår det af aftalen.
Det er partierne bag finansloven - regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet - der er blevet enige om, hvordan millionerne skal placeres i en ny aftale.
Partierne har afsat 12,4 millioner kroner over fire år til fire udslusningsboliger til personer, der forlader deres familie på grund af negativ social kontrol. I forvejen er der fem exitboliger i Danmark. Pengene skal også bruges til psykologhjælp og ophold på et krisecenter.
Den nuværende sikkerhedskonsulentordning udvides fra fem til ti personer i perioden. Sikkerhedskonsulenter skal styrke sikkerheden for personer, der er udsat for negativ social kontrol.
3,8 millioner kroner afsættes til at inddrage civilsamfundsaktører
Pengene fordeles over perioden 2021-2024, hvor der er afsat 10 millioner per år.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Indvandrere





































