
"Borgere på ressourceforløb bliver helt paf, når de finder ud af, at der sker en modregning på 100 procent," siger Karsten Hønge (SF) om 100 procents modregning i invalidepension på ressourceforløb og i jobafklaring. "Vi skal have løst det, så det er fair." - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
SF og Venstre enige: Ledige i ressourceforløb skal beholde invalidepension
Forhandlinger om ressourceforløb fortsætter i dag. Her vil både højre- og venstrefløj have modregningsreglerne for invalidepensioner ændret.
Udgivet: 27/10/2020
Både højre og venstre side af salen presser nu beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til at ændre de modregningsregler, som gør, at syge borgere ikke får nogle penge i invalideforsikring, skriver Fagbladet 3F.
Ledige og syge, der får en månedlig erstatning deres forsikringsselskab for nedsat arbejdsevne, risikerer at gå glip af flere tusinde kroner om måneden i invalidepension. Det sker, når de kommer i ressourceforløb eller jobafklaring, hvor hele invalidepensionen modregnes.
Det skal der laves om på nu, lyder det både fra højre og venstre side af Folketingssalen. Forligspartierne bag reformen mødes tirsdag med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) for at drøfte netop ressourceforløb.
"Vi har diskuteret det her i årevis. Borgere på ressourceforløb bliver helt paf, når de finder ud af, at der sker en modregning på 100 procent. Og vi kan som lovgivere løse det meget simpelt. Vi skal have ændret på modregningsreglerne, og vi skal have løst det, så det er fair," siger Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører hos SF, til Fagbladet 3F.
Forsikringsselskabet udbetaler ikke invalidepensionen
Invalidepension – også kaldet invaliderente – er et forsikringsprodukt, der udbetales, hvis en person helt eller delvist mister arbejdsevnen på grund af sygdom eller ulykke. Typisk er det en ydelse, der udbetales hver måned.
Men nogle forsikrings- og pensionsselskaber har – netop på grund af modregningen – valgt helt at lade være med at udbetale invalidepension til borgere, når de kommer på ressourceforløb eller i jobafklaring. Det sker ud fra det argument, at pengene bare ender i den offentlige kasse.
For Hans Andersen i Venstre giver det ikke mening, at folk indbetaler til en invalideforsikring, som så senere bliver sat ud af spil.
"Det spiller en rolle for Venstre, at det skal kunne betale sig at spare op og forsikre sig bedst muligt. Det har jeg stor respekt for, at man gør," siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen.
"Derfor vil vi gerne kigge på modregningsreglerne, så den enkelte families økonomi kan blive bedre og skabe lidt mere ro i hverdagen," siger Hans Andersen fra Venstre.
Dansk Folkeparti støtter kravet om at ændre på modregningsreglerne.
Forsikringsbranchen ønsker ændring
Brancheorganisationen Forsikring og Pension har længe argumenteret for at ændre reglerne.
Her har man opgjort, at mere end 50.000 lønmodtagere har været i enten jobafklaring eller ressourceforløb, siden reformen af førtidspension og fleksjob blev indført i 2013. Den ydelse, man får i jobafklaring eller ressourceforløb, svarer til kontanthjælp.
Op til forligspartiernes drøftelser tirsdag har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke ønsket at udtale sig, meddeler ministeriet til Fagbladet 3F.
Partierne bag førtidspensions- og fleksjobreformen, der trådte i kraft 1. januar 2013 var den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre og oppositionspartierne Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33










































