
Åbningsdebat i Folketinget. I det kommende folketingsår skal politikerne allerede i november tage stilling til tidlig pension mens ændring af ressourceforløb er skudt til januar. Det fremgår af regeringens lovprogram. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Her er regeringens lovprogram for beskæftigelsesområdet
Ressourceforløb bliver først ændret i det nye år. Til gengæld fremsætter beskæftigelsesministeren allerede i oktober forslag om at flytte myndigheden til at bevilge seniorpension fra kommunerne til en statslig enhed.
Udgivet: 08/10/2020
Tirsdag fremlagde regering sit lovprogram for folketingsåret 2020-2021. Vi har samlet de forslag, der har betydning for beskæftigelsesindsatsen. De kommer fra tre ministre, nemlig beskæftigelsesministeren, social- og sundhedsministeren og udlændinge- og integrationsministeren.
Forslagene bliver her bragt i kronologisk orden.
Oktober
Beskæftigelsesministeren fremsætter forslag om at flytte myndighed til at afgøre seniorpensionssager fra kommunerne til en ny statslig enhed.
Ændring af lov om social pension, lov om Seniorpensionsenheden og forskellige andre
love (Fordeling af myndighedsansvar mellem kommuner og Seniorpensionsenheden
m.v.)
Med lovforslaget overflyttes administration og tilkendelse af seniorpension til den nye statslige myndighed, som er etableret ved lov om Seniorpensionsenheden fra juni 2020. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om ret til seniorpension for nedslidte fra maj 2019. Lovforslaget har desuden til formål på baggrund af EU-retten at justere reglerne om beregning af indtægtsgrundlaget for pensionister med en ægtefælle/partner, der kun modtager pension fra ét andet EU/EØS-land.
Social- og sundhedsministeren fremlægger forslag om helhedsindsats over for unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, fra de er 16 år. Jobcentrene skal være en del af indsatsen.
Ændring af lov om social service (Forberedelse af overgangen til voksenlivet for unge
med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende
kronisk eller langvarig lidelse)
Formålet med lovforslaget er at sikre, at forberedelsen af overgangen til voksenlivet for unge
med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse igangsættes i god tid, inden den unge fylder 18 år. Lovforslaget pålægger kommunerne at påbegynde en tværgående og helhedsorienteret forberedelse i dialog med den unge og forældrene, når den unge fylder 16 år.
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2020- 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance fra november 2019.
November
Beskæftigelsesministeren foreslår, at pensionsalderen sættes op til 69 år i 2035.
Ændring af lov om social pension (Regulering af folkepensionsalderen)
Med lovforslaget forhøjes folkepensionsalderen til 69 år med virkning fra 2035, således at danskernes stigende levetid også fører til flere aktive år på arbejdsmarkedet.
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om levetidsindeksering af folkepensionsalderen mellem den daværende regering (Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre fra september 2015.
Beskæftigelsesministeren fremlægger forslag om tidlig pension, også kaldet 'Arnes pension'.
Ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Ret til tidlig pension)
Lovforslaget har til formål at indføre en ny ret til tidlig pension for visse personer med lang
anciennitet på arbejdsmarkedet.
Beskæftigelsesministeren fremlægger forslag til at samle fem puljer til erhvervsrettede kurser til én. Det er en opfølgning af aftalen om opkvalificering fra juni måned.
Ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse
af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik og lov om kompensation
til handicappede i erhverv m.v. (Styrket og forenklet indgang til korte erhvervsrettede
kurser, varslingspuljens anvendelsesområde, fritagelse for indsats og rådighed
for unge, der deltager i særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) samt præciseringer m.v.)
Lovforslaget har til formål at styrke og forenkle indgangen til korte erhvervsrettede kurser i
beskæftigelsesindsatsen. Med lovforslaget samles, styrkes og forenkles mulighederne for, at alle ledige kan få erhvervsrettede kurser, som sikrer fleksibel omstilling til nye job og brancher, og fem eksisterende ordninger for korte erhvervsrettede kurser samles i én regional pulje. Derudover indeholder lovforslaget en række andre ændringer, tilretninger og præciseringer i reglerne.
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om styrket opkvalificering mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti fra juni 2020 og på aftalen om ekstraordinært løft af ledige mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fra juni 2020.
Social- og sundhedsministeren foreslår, at forsøget med socialt frikort forlænges i et år
Ændring af lov om forsøg med socialt frikort (Forlængelse af forsøgsordning)
Formålet med lovforslaget er at forlænge den nuværende 2-årige forsøgsordning med socialt
frikort i yderligere 1 år fra 1. januar 2021 med henblik på at sikre en tilstrækkelig afprøvning af ordningen, før der tages beslutning om eventuel permanentliggørelse. Ordningen gør det muligt for virksomheder og udsatte borgere at indgå aftale om småjob uden større forpligtelser og giver de mest socialt udsatte borgere, herunder hjemløse, muligheden for at have en skattefri indtægt på 20.000 kr. om året.
Uddannelses‐ og forskningsministeren foreslår, at flere erhvervsuddannede skal have adgang til universiteterne
.Ændring af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser,
lov om maritime uddannelser og forskellige andre love og om ophævelse af lov om friplads og stipendium til visse udenlandske studerende ved erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (Adgangskurser til udvalgte erhvervsakadedemi og professionsbacheloruddannelser, godkendelse af maritime ikke‐videregående uddannelser m.v )
Lovforslaget har bl.a. til formål at give mulighed for, at videregående uddannelsesinstitutioner kan udbyde adgangskurser på gymnasialt niveau til udvalgte videregående uddannelser for erhvervsuddannede.
Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen Fra folkeskole til faglært
– Erhvervsuddannelser til fremtiden mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fra november 2018. Lovforslaget indeholder derudover bl.a. initiativer vedrørende maritime uddannelser og uddannelsesinstitutioner, herunder godkendelse af uddannelser og uddannelsesudbud på ikke-videregående niveau samt administrative fællesskaber.
Januar
Beskæftigelsesministeren foreslår ændringer af ressourceforløb
Ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Justering af rammerne for ressourceforløb)
Lovforslaget har til formål at justere reformen af førtidspension og fleksjob på baggrund af, at
der i løbet af 2020 forventes gennemført en gennemgang af ressourceforløbsordningen. Lovforslaget er en opfølgning på forståelsespapiret ”Retfærdig retning for Danmark” mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fra juni 2019.
Februar
Beskæftigelsesministeren foreslår, at det midlertidige børnetilskud til fattige familier forlænges, indtil et nyt ydelsessystem er trådt i kraft.
Ændring af lov om midlertidigt børnetilskud (Forlængelse af det midlertidige børnetilskud)
Lovforslaget har til formål at forlænge det midlertidige børnetilskud fra 1. juli 2021 indtil 31.
december 2021, indtil et nyt ydelsessystem er trådt i kraft. Det midlertidige børnetilskud blev
indført pr. 1. januar 2020 med tilbagevirkende kraft til den 1. august 2019 som opfølgning på
aftalen om mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fra september 2019.
Udlændinge- og Integrationsministeren foreslår udvidelse af IGU-ordningen
Ændring af lov om integrationsgrunduddannelse (Udvidelse af målgruppen for igu-ordningen)
Lovforslaget har til formål at implementere en kommende trepartsaftale om udvidelse af målgruppen for igu-ordningen (IGU+). Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om finansloven for 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet fra december 2019.
Udlændinge- og integrationsministeren foreslår, at nyankomne flygtninge og indvandrere skal aktiveres 37 timer om ugen.
Ændring af integrationsloven (37 timers indsats for nyankomne flygtninge og indvandrere)
Lovforslaget har til formål at udmønte regeringens initiativ om at indføre en 37 timers ordning for nyankomne flygtninge og indvandrere med et fortsat integrationsbehov, som modtager ydelse. Lovforslaget skal sikre, at målgruppen oplever en hverdag, som svarer til at gå på arbejde.
Ingen fastsat måned
Beskæftigelsesministeren foreslår lov om integrations- og kontanthjælpsydelser, herunder en erstatning for kontanthjælpsloftet.
Lovgivning som opfølgning på Ydelseskommissionen
Regeringen har til hensigt at følge op på Ydelseskommissionens anbefalinger.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Beskæftigelsesindsats





































