
(Arkiv) FOA's formand Mona Striib er godt tilfreds med regeringens forslag til tidlig pension, siger hun til NB-Beskæftigelse. - Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Mona Striib: "Det er bedre, end jeg havde frygtet"
FOA's forbundsformand Mona Striib er tilfreds. Kvinderne kom med i regeringens tidlige pension, fordi barsel og deltid tælles med, siger hun i interview med NB-Beskæftigelse.
Udgivet: 18/08/2020
En lang politisk kampagne for at få social- og sundhedsmedarbejderne omfattet af en ny tidlig pension er lykkedes. Det blev ikke kun fuldtids-ancienniteten, der gælder. Deltid over 18 timer tæller som fuldtidsarbejde, og barselsorlov tæller som et år pr. barn.
"Jeg er glad for udspillet. Det er bedre end det, jeg havde frygtet. Jeg er især glad for, at man har taget det alvorligt, at store dele af arbejdsmarkedet er på deltid, især kvinderne," siger Monas Striib, forbundsformand i FOA, der blandt andet organiserer sosu-medarbejderne.
Ifølge regeringens beregninger vil omkring 45 procent af FOA's medlemmer i aldersgruppen have ret til tidlig pension i 2022. En del af dem kan være folk på efterløn, der vælger tidlig pension i stedet og kan tage efterlønsbidraget med sig.
Det er mange flere, end FOA havde regnet med, fordi forbundet havde troet, at kvinderne ville blive forbigået i en anciennitetsbaseret ordning.
"Det skal kombineres med, at det er muligt for andre at få seniorpension," siger Mona Striib.
Interviewet fortsætter efter tabellen nedenfor.
I tabellen fra regeringens forslag ses FOA som nummer tolv fra højre. NNF, der blandt andet organiserer slagteriarbejderne, vil have den største andel af de relevante årgange, der har mulighed for at gå på tidlig pension. Derefter følger blandt andet metalarbejdere, butiksansatte, funktionærer, ufaglærte og byggeriet, før FOA. Sygeplejerskerne har næsten ligeså mange, der er berettiget til tidlig pension i de første år. Blandt akademikere og lærere har næsten ingen ret til tidlig pension i 2022.

Ikke meget at rutte med
FOA lægger vægt på, at ydelsen på den tidlige pension ikke bliver afhængig af en samlevers indkomst, at man kan tjene 24.000 om året uden at blive trukket i ydelsen, og at FOA-medlemmerne ikke skal trækkes i ydelsen på grund af deres arbejdsmarkedspension.
I gennemsnit har et FOA-medlem på 65 år optjent 570.000 i pension i PenSam, der vurderer, at der nok er optjent det samme beløb i andre pensionsselskaber. Sammenlagt har en sosu-medarbejder derfor langt under de to millioner kroner, der ifølge regeringens forslag vil udløse et nedslag i ydelsen.
"Dem, der står lige for, har jo ikke meget at rutte med, men hvis ikke de får det her, forlader de alligevel arbejdsmarkedet og risikerer at ende på kontanthjælp, og det er langt værre," siger Mona Striib om de medlemmer, der er på vej mod pensionsalderen.
Kun de 42-44 år, der skal til for at blive omfattet af den tidlige pension, huer ikke FOA-formanden.
"Lidt overrasket over trappemodellen var vi da. Hvis selv kunne vælge, ville vi have sat det til 40 år. Men vi er tilfredse med det, der er landet," siger Mona Striib.
Artiklen er opdateret med tabel den 18.8. kl. 19:40/hsk
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Temaer: Pension
Emner: Tidlig pension




































