
(Arkiv) Tidlig pension og seniorpension trækker på arbejdskraften. Derfor kan det blive nødvendigt at rekruttere mere udenlandsk arbejdskraft, siger arbejdsmarkedschef i Holstebro, Søren Landkildehus.
Arbejdsmarkedschefer: Sådan kan vi erstatte dem, der går på tidlig pension
Tidlig pension kan skabe plads til at få nogen med, der er uden for arbejdsmarkedet, lyder det fra arbejdsmarkedsdirektør i Aabenraa, mens arbejdsmarkedschef i Holstebro siger, det bliver nødvendigt med mere international rekruttering.
Udgivet: 18/08/2020
Rekruttering af mere international arbejdskraft kan blive en nødvendighed for skaffe arbejdskraft til at lukke hullet efter regeringens forslag om tidlig pension - oven i en seniorpension, der allerede efter de første måneder ser ud til at få stor succes og blandt andet trækker mange fleksjobbere på pension.
Det er vurderingen fra arbejdsmarkedschef i Holstebro, Søren Landkildehus.
"Selvom det er få timer, folk leverer, så er det værdifuldt, og der kan være behov for den arbejdskraft. Hvor finder vi så den? Der bliver brug for tiltag om international rekruttering," siger Søren Landkildehus.
Godt nok er der relativt mange ledige unge, men de kommende ungdomsårgange kan ikke fylde behovet ud, vurderer han.
"Det er ikke nok med de unge, der er ledige. Mange af dem venter også på hjælp fra psykiatrien. Vi ser allerede tegn på, at det kniber."
Det gælder, selvom ledigheden i Holstebro under coronakrisen tog et vældigt hop. Der er nu godt forsikrede 1.000 ledige i kommunen.
"Det er omkring en 250 ekstra end sidste år. For dem, der er ledige, er det træls, men vi ser faktisk også, at der er rigtig meget flow. Vi har fået flere i job i de sidste par måneder, end vi gjorde sidste år på samme tid. Jeg tror, vi bliver nødt til at sige, at vi har også behov for at se lidt mere holistisk ind i arbejdskraftdelen. De forskellige tiltag som tilbagetrækning og uddannelse skal følges op med, hvordan får vi rekrutteret mere arbejdskraft."
Skaber plads til ledige uden for arbejdsmarkedet
"En balanceret tilbagetrækning giver muligheder i den anden ende. Når flere går på pension, skaber det behov og plads til at få nogen med, der er uden for arbejdsmarkedet," siger Søren Lorenzen, arbejdsmarkedsdirektør i Aabenraa Kommune.
Han erkender, at der er en ubalance mellem dem, der går på pension, og de nye, der skal ind, men ser først og fremmest muligheder. Det skyldes ikke mindst, at Aabenraa Kommune har været i stand til at halvere antallet af kontanthjælpsmodtagere de senere år.
"For den enkelte nedslidte er det er jo en fantastisk mulighed i et samfund," siger han om muligheden for tidlig pension.
Hvad regeringens forslag kommer til at betyde for de enkelte kommuner, er der ikke overblik over, men i Aabenraa er der også arbejdspladser, hvor ansatte bliver nedslidt, vurderer Søren Lorenzen.
"Med forbehold for, at vi ikke kender omfanget, ved vi heller ikke, hvor mange erfarne folk, det trækker ud af arbejdsstyrken."
Der er brug for tidlig pension til ledige i gråzonen
I Holstebro har kommunen mødt nogle af dem, der havde brug for tidlig pension i seniorjobbene, som kommunerne er forpligtet til at oprette for ældre dagpengemodtagere.
"Der var jo nogle i gråzonen. De, der ikke opfyldte betingelserne for førtidspension, men reelt var nedslidte. Ved udløb af dagpengeretten har det jo været godt, at man kunne sikre forsørgelsen ved hjælp af seniorjob. Men vi har ofte tænkt, at det er lige præcis den gruppe, der har behovet for tidligere tilbagetrækning. Jeg håber, at den gruppe bliver tilgodeset," siger Søren Landkildehus.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Temaer: Pension
Emner: Tidlig pension




































