
Medarbejderne i Jobcenter Aarhus arbejder hjemmefra for at forebygge covid-19 smitte blandt medarbejdere og arbejdsløse, fortæller rådmand Kristian Würtz. - Foto: Aarhus Kommune
Corona: 950 jobcentermedarbejdere arbejder igen hjemmefra
Medarbejderne i Jobcenter Aarhus blev mandag sendt på hjemmearbejde efter en stor stigning i Covid-19 i byen. Også Silkeborg Kommune sender medarbejdere hjem.
Udgivet: 11/08/2020
Kun et par måneder efter åbningen af jobcentrene i Vestdanmark i slutningen af maj må medarbejderne på Jobcenter Aarhus igen arbejde hjemmefra. Denne gang på grund af den store stigning i Covid-19-tilfældene i kommunen. Også i den øvrige kommunale administration bliver medarbejdere sendt på hjemmearbejde.
"Det er rigtigt af os som bysamfund hurtigt at nedbringe smitten," siger rådmand for sociale forhold og beskæftigelse, Kristian Würtz til NB-Beskæftigelse.
I alt 950 medarbejdere fra Jobcenter Aarhus arbejder nu hjemme, fortæller forvaltningschef for social- og beskæftigelsesområdet, Vibeke Jensen.
"Vi håber, det er forbigående, og det det ikke influerer noget, der indtil videre så godt ud, og derfor er det også vigtigt med kommunens konsekvente tiltag," siger hun.
I Silkeborg har kommunen besluttet at sende 500 medarbejdere hjem. Hvor mange, der drejer sig om på jobcentret, er ikke klart endnu.
"På baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefalinger vil alle medarbejdere i Silkeborg Kommune, som ikke har direkte borgerrelaterede opgaver, der fordrer fysisk fremmøde, eller har opgaver, der kun kan løses ved fysisk fremmøde, i videst muligt omfang arbejde hjemmefra," skriver beskæftigelseschef Anita Jensen.
Mens Aarhus havde 104,9 smittede pr. 100.000 mandag, lå Silkeborg på 44,7. Hvis smittetrykket er over 20 pr. 100.000, er der grund til bekymring, mener sundhedsmyndighederne.
Selve beskæftigelsesindsatsen kommer ikke til at blive påvirket, lyder det fra begge kommuner.
"Vi har stadig mange borgerkontakter digitalt, og det vil vi bestræbe os på at fastholde, ligesom vi fastholder kontakten til virksomhederne. Vi har hen over sommeren set en efterspørgsel (på arbejdskraft, red.), der er større end sidste år. Det skulle vi gerne kunne indfri," siger Kristian Würtz, rådmand i Aarhus.
Fortsætter digitale samtaler
Jobcentrene har mulighed for at føre alle slags samtaler digitalt eller på telefon frem til 1. oktober. Det gælder også rådighedssamtaler, hvor der ifølge loven skal være personligt fremmøde. Den mulighed har Aarhus benyttet sig af i vid udstrækning, og det gør overgangen til hjemmearbejde smertefri.
"Beskæftigelsesindsatsen fortsætter for fuld skrue. De ledige er ude i jobtræning, virksomhedspraktik og løntilskud med de forholdsregler, der er i virksomhederne på grund af corona," fortæller Vibeke Jensen.
Hun håber, at politikerne gør de digitale og telefoniske samtaler mulige mere permanent, når coronakrisen er drevet over.
"Det er meget brugbart til nogle ledige og effektivt til nogle grupper. Det er ikke alle, der i fremtiden udelukkende skal have samtaler digitalt, men for nogle ledige betyder det noget, at jobsamtalen foregår på deres banehalvdel, - og effektiviteten stiger."
Læs også artiklen: Corona-kommuner skruer op for digitale og telefoniske samtaler
Mangel på faglærte og ufaglærte
Aarhus Kommune har under coronakrisen haft en stigning i ledige på næsten 60 procent og havde i juni måned en arbejdsløshedsprocent på 6,3. Kun 12 kommuner ligger over seks procent. Det er blandt andet landet fire største byer med de mange nyuddannede, der ligger i den gruppe.
Over sommeren har virksomhederne især efterspurgt faglærte og ufaglærte til detailhandlen og i håndværksfagene.
"Det specielle er jo, at de ledige er meget kvalificerede. De er enten nyuddannede fra videregående uddannelser eller kommer direkte fra et arbejde. Dem skal vi gerne kunne vende i døren," siger Kristian Würtz.
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16










































