
(Arkiv) Holdet bag Klapjob, der nu er kåret som et af Europas bedste beskæftigelsesprojekter. - Foto: Lev
Dansk beskæftigelsesindsats blandt Europas bedste
Det danske beskæftigelsesprojektet, KLAPjob, fik en topplacering, da den prestigefyldte europæiske pris 'Employment for All Award 2020' blev uddelt.
Udgivet: 07/05/2020
KLAPjob - der er organisationen Lev's beskæftigelsesindsats - fik en fornem placering i top tre til uddelingen af den prestigefulde europæiske pris 'Employment for All Award 2020', skriver Landsforeningen Lev i en pressemeddelelse.
I prisuddelingen kåres de mest nyskabende og succesfulde projekter, som støtter mennesker med handicap i at blive en del af det ordinære arbejdsmarked. KLAPjob var i konkurrence med andre gode projekter om 'Employment for All Award 2020'. I alt var der indstillet 49 projekter fra 20 lande.
Levs formand, Anni Sørensen, glæder sig over, at KLAPjob nu kan betegne sig selv som et af de bedste beskæftigelsesprojekter i Europa:
- Jeg er meget stolt over, at KLAPjob får international anerkendelse som et succesfuldt projekt med gode resultater. Det giver Lev en unik mulighed for at dele metoder og viden fra KLAPjob til inspiration for andre lande - og ikke mindst kan vi selv lade os inspirere af andre beskæftigelsesprojekter, fortæller hun.
Udgivet internationalt som 'best practice'
Som en del af KLAPjobs topplacering i feltet, bliver en præsentation af KLAPjob og projektets metoder udgivet som en del af en booklet, der internationalt skal inspirere til 'best practice', når det kommer til at få mennesker med handicap i almindeligt arbejde.
I 2009 startede KLAPjob som en indsats i Lev og har siden skabt mere end 3600 skånejob og fleksjob til mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive udfordringer. KLAPjob har aftaler med kommuner, virksomheder og organisationer i hele landet. Lokale jobkonsulenter sørger for en håndholdt indsats gennem hver ansættelse.
hsk
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Handicap





































