
Corona lukker Folketingets åbne samråd for borgere og journalister. De kan følges på TV fra Folketinget. Her kan man se, at politikerne sidder med en afstand til hinanden på cirka en meter. - Foto: Folketinget
Corona: Sidste åbne samråd foregik bag lukkede døre
Medlemmerne af Folketingets Beskæftigelsesudvalg sad med en meters afstand til hinanden til samråd. Det fik betydning for mødet.
Udgivet: 12/03/2020
Det åbne samråd onsdag mellem Folketingets Beskæftigelsesudvalg og to ministre blev det sidste samråd, inden Folketinget i dag aflyste alle åbne samråd i de kommende uger.
På billedet kan man se, at medlemmerne og ministrene for bordenden sad på hveranden stol, så der var en meter imellem dem.
Samrådet var lukket for journalister og borgere. I går måtte interesserede overvære samrådet på Folketingets TV-transmission. Man kan stadig se optagelsen på Folketingets hjemmeside.
Normalt er åbne samråd en kampplads. Oppositionen stiller kritiske spørgsmål til ministrene, og de svarer forudsigeligt. Begge parter ved på forhånd, hvad den anden vil sige.
Spørgsmål og svar bliver ofte til historier i medierne, og på den måde har samrådene den funktion, at borgerne bliver oplyst om uenigheder mellem opposition og regering.
I går var det lidt anderledes. På streamingen fra samrådet kunne man se, at deltagerne lyttede til hinanden, og det gjaldt både folketingsmedlemmerne og de to ministre.
Hans Andersen (V) kom måske med forklaringen.
"Nu sidder vi jo så langt fra hinanden, at vi ikke kan hviske," sagde han for at forklare, at han havde tænkt sig at spørge om det samme spørgsmål som partifællen Morten Dahlin.
Det åbne samråd handlede onsdag om regeringens forslag om, at indvandrere og flygtninge på kontanthjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (tidligere integrationsydelse) skal aktiveres i 37 timer om ugen.
Det var Morten Dahlin fra Venstre, der havde stillet spørgsmål til både beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
Venstre har ikke direkte givet tilsagn om at ville støtte forslaget, men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard konkluderede uimodsagt, at han blandt andet på baggrund af indlæg fra på samrådet så en "konstruktiv vilje" fra Venstre til at være med i lovforslaget, når det kommer.
NB-Beskæftigelse kommer med en omfattende analyse af samrådet senere.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Emner: Jobcenter




































